Der er flere vigtige fodboldkampe på programmet i weekenden. Blandt andet skal BK Bornholm med Pernille Munch på holdet forsøge at spille sig tættere på oprykningspladserne i Københavnsserien. Arkivfoto: Ole Mik

BK Bornholm kan tage et vigtigt skridt mod oprykningsplads

FODBOLD

Det ligner to meget svære opgaver for de to bornholmske herrehold i Københavnsserien i fodbold, når de lørdag eftermiddag skal i aktion. RIK og NB Bornholm møder nemlig henholdsvis rækkens øjeblikkelige anden- og tredjeplads.

For RIK’s vedkommende er det top mod bund, når rønneklubben klokken 15.30 spiller kamp på ØBM Arena. RIK ligger på rækkens sidsteplads med fire point efter ni kampe og møder Dragør, som ligger på andenpladsen med 22 point efter ti kampe.

RIK ytrer da også respekt for modstanderen på sin hjemmeside, hvor rønneklubben skriver, at Dragør er sæsonens positive overraskelse.

– Amagerholdet har med sejre i syv ud af 10 kampe bestemt vist klasse, og der tegner sig mere og mere et billede af en seriøs oprykningskandidat, skriver RIK.

– I den anden af tabellen befinder RIK sig desværre fortsat. I den forgangne weekend blev det til et nederlag mod FC Udfordringen, og den nye trænerduo Henrik Jacobsen og Nicklas Pedersen fik således ikke point med hjem i debuten. Omvendt så trænerduoen mange gode momenter i opgøret, og kun uheld gjorde, at holdet ikke fik scoret og med lidt mere skud i bøssen fik point ud af anstrengelserne, skriver RIK og tilføjer:

– Der meldes fortsat om optimisme i truppen, og optimisme og held skal givet være et par af de ingredienser, der skal med inden for kridtstregerne lørdag, hvis der skal hives point med hjem.

Vigtig kamp for NB Bornholm

Optimisme er der givetvis også i NB Bornholms trup, for nexøklubben ligger i øjeblikket i den øverste del af tabellen med en placering som nummer seks med 15 point efter ni kampe. Klubben har dog spillet en kamp færre end de fire øverste hold i tabellen, og derfor kan NB Bornholm med en sejr lørdag over BK Skjold på udebane nærme sig oprykningspladserne. Kampen fløjtes i gang klokken 16.

BK Skjold ligger selv på tredjepladsen i rækken med 20 point efter ti kampe og kommer til kampen med to sejre i træk. Modsat har NB Bornholm ikke vundet en kamp siden 19. september, hvor det blev til en 6-0-sejr på udebane over HB. Siden er det blevet til to uafgjorte kampe i streg, så en sejr vil være tiltrængt for nexøboerne.

I den efterfølgende runde skal NB Bornholm i øvrigt møde rækkens øjeblikkelige førsteplads, B 1903, så de næste kampe kommer til at have stor betydning for klubbens muligheder for at rykke op.

Kvinderne kan øjne oprykning

Der venter også en vigtig kamp i weekenden for det bornholmske kvindeoverbygningshold, BK Bornholm. Holdet ligger på fjerdepladsen i Københavnsserien med 13 point efter seks kampe og møder rækkens femteplads, Fix, som har 11 point efter syv kampe. Kampen spilles på Hasle Stadion lørdag klokken 15.30.

BK Bornholm har fire point op til den oprykningsgivende andenplads, som pt. indtages af Sundby 2, men det bornholmske hold har spillet to kampe færre. Derfor kan BK Bornholm komme et vigtigt skridt tættere på oprykning, hvis det bliver til en sejr over Fix.

Senest vandt BK Bornholm på hjemmebane med 3-1 over Skjold, men Fix kommer også til kampen med stor optimisme, for holdet vandt senest 6-0 på udebane over Hvidovre IF. Det er derfor svært at sige, hvem der kan regnes som favoritter.

Derudover kan det nævnes, at Elite Bornholms U16-drengehold spiller sæsonens sidste kamp lørdag klokken 15.30 mod Vordingborg IF på kunstgræsbanen i Rønne. Med en sejr vil holdet sandsynligvis sikre sig overlevelse i ungdomsrækken, så også her venter et vigtigt opgør.