I søndagens løb skulle 26 ekvipager (ryttere og hest) ud på enten en 9 eller 20 kilometer lang rute på tid. De fleste af rytterne kom fra Sjælland og havde taget færgen fra Køge. Foto: Jens-Erik Larsen

Arrangør af nyt stævne: ‘Alle var fuldstændig vilde med det’

Efter mange års pause blev der i søndags igen holdt et distancestævne på Bornholm, hvor 26 ekvipager (ryttere og hest) skulle ud på enten en ni eller 20 kilometer lang rute på tid. De fleste af rytterne kom fra Sjælland og havde taget færgen fra Køge, og de fik fornøjelsen af at komme ud på en rute, som havde start og mål på travbanen.

DISTANCESTÆVNE

Efter mange års pause blev der i søndags igen holdt et distancestævne på Bornholm, hvor 26 ekvipager (ryttere og hest) skulle ud på enten en ni eller 20 kilometer lang rute på tid. De fleste af rytterne kom fra Sjælland og havde taget færgen fra Køge, og de fik fornøjelsen af at komme ud på en rute, som havde start og mål på travbanen.

– Alle var fuldstændig vilde med det, siger initiativtager og arrangør Anne Mette Safft.

– De synes jo, det var en spændende og en god tur, for de kom jo forbi nogle klippefremspring, dybe skovsøer, rokkestenen, Lille Borg og Rømersminde. Så de har virkelig fået en oplevelse ud af det, siger hun med henvisning til, at ruten foregik inde i Almindingen og Vestermarie Plantage.

Deltagerne var et par timer om at gennemføre, men det var dog ikke så vigtigt, hvem der blev den hurtigste.

– I distanceridning handler det ikke om at blive den første. Det handler om at gennemføre på sin hest, sådan er det i hvert fald i det her løb, siger hun.

Det meste af ruten foregik i Almindingen, og derfor var der kun et par enkelte vejoverførsler undervejs – eksempelvis ved Lille Borg. Foto: Jens-Erik Larsen

Stor oplevelse at ride på travbanen

Selvom der ikke blev konkurreret om at være først over målstregen, så blev det dog alligevel positivt taget imod, at selve opløbet foregik inde på selve travbanen.

– Det var et fantastisk sted at være. Det gav alle tilskuerne og alle deltagerne en fed oplevelse at prøve at komme ind og løbe på en travbane, så vi var heldige, at vi måtte låne den, siger Anne Mette Safft.

– Det er også bare det ideelle sted at holde sådan noget, siger hun med henvisning til, at der er facilitetter til at rengøre hestene og en masse andre ting, som man har behov for, når man arrangerer et stævne som dette.

Anne Mette Safft takker også Dansk Rideforbund, som har hjulpet til. At holde et distanceløb for heste er nemlig ikke noget, man bare lige gør. Der skal være en dommer og hjælpere til stede, og så er der også især meget arbejde med at sikre hestenes sikkerhed, fortæller hun.

Dyrlægekontroller skulle bestås

Dansk Rideforbund stillede derfor også dyrlæger til rådighed, for der er obligatoriske dyrlægekontroller, som skal bestås, før hestene overhovedet må starte.

Der er også en kontrol fra dyrlægen, når man kommer i mål, og hvis hesten ikke har en lav puls efter 20 minutter, så dumper man.

– Så det er jo ikke en hvilken som helst hest, der bare kan gennemføre løbet. Man laver kontrollerne for at undgå dyremishandling og for at sikre, at der kun er heste, der er i god kondition, som kan være med, siger hun.

– Så det kræver, at man træner sin hest og passer og plejer den ordentligt, for hvis man kommer med en vanrøgtet hest, så får man heller ikke lov til at starte, siger hun og fortæller, at alle 26 heste i søndagens stævne da også bestod dyrlægekontrollerne.

Der findes løb, som er helt op til 160 kilometer lange, men i søndagens løb nøjedes man altså en en ni og en 20 kilometer lang rute.

– Der er også klasser med endnu længere løb, men dem havde vi ikke med her, for det vidste jeg godt, at det havde vi ikke heste til, forklarer arrangøren.

Dansk Rideforbund stillede dyrlæger til rådighed, for der var obligatoriske dyrlægekontroller, som skulle bestås, før hestene overhovedet måtte starte. Foto: Jens-Erik Larsen

Håber på nordisk mesterskab i 2023

Anne Mette Safft håber nu på, at stævnet kan blive gentaget, og derudover har hun også snakket med Dansk Rideforbund om at få DM i langdistanceridning til Bornholm og eventuelt også det nordiske mesterskab i 2023.

– Vi har snakket om, at det kunne være sjovt at holde det her, fordi svenskere og nordmænd har nemt ved at komme hertil. Så jo, vi snakker om, at vi skal da lave noget større herover med stævner, siger hun og forklarer, at hun har valgt at kaste sig ind i at lave distancestævner på Bornholm, fordi hun selv gerne vil deltage i sådanne løb uden at skulle over på den anden side af vandet.

– Jeg har et ønske om at få mere distanceridning til Bornholm. Distanceridning er lidt ligesom ekstremsport, og jeg dyrker meget ekstremsport i forvejen med at svømme langt og løbe langt og vandre meget langt, bestige bjerge og så videre, siger hun og fortæller, at ideen om at lave et stævne tog fart, da hun sidste år overtog et hestested.

– Og så fik jeg så lyst til at arrangere et stævne i stedet for at rejse rundt og så videre. Og det havde jeg så Dansk Rideforbunds opbakning til, siger hun.

Deltog på nyindkøbt hest

Anne Mette Safft kunne da heller ikke dy sig fra selv at deltage i søndagens stævne som rytter på sin nyindkøbte hest.

– Det var slet ikke meningen, at jeg skulle med. Det var meningen, at jeg bare skulle passe det hele og ikke gøre noget. Men så købte jeg lige en hest en uge før stævnet, og så tænkte jeg bare, at nu ville bare selv prøve at være med, siger hun og forklarer, at det hårdeste ved hele stævnet ikke var at deltage som rytter, men snarere at få styr på alle markeringerne.

– Det tog seks timer at sætte markeringerne op, og så har jeg brugt fire timer i dag (mandag, red.) på at samle dem sammen. Så det var sgu hårdt altså, siger hun og fortæller, at hun også har fået hjælp af frivillige.

– Jeg havde allieret mig med nogle hjælpere, som var nogle af deltagernes kærester og mødre og så videre, så de kunne stå og give en hånd med, for vi havde et par enkelte vejoverførsler på ruten ved Lille Borg, Segenvejen og Åsedamsvej, siger hun.

Derudover har flere lokaler virksomheder også støttet op og har sponsoreret blandt andet gaver og præmier til alle deltagerne og også overnatninger til dem, som kommer ovrefra.