BK Bornholm med Caroline Jacobsen på holdet skal lørdag på udebane i Valby spille mod PI Fodbold. Arkivfoto: Berit Hvassum

BK Bornholm spiller sin første kamp efter trænerafgang

FODBOLD

Lørdag klokken 16 spiller det bornholmske kvindeoverbygningshold BK Bornholm udekamp i Københavnsserien mod PI Fodbold, og det bliver en speciel kamp af flere årsager.

For det første er der spillere på begge hold, der kender hinanden i forvejen. Det skyldes, at der er flere eksilbornholmere, der spiller for Politiets Idrætsforening, og de har tidligere spillet sammen med nogle af BK Bornholms spillere på ungdomsholdene i Elite Bornholm. Derfor bliver kampen et glædeligt gensyn for spillerne.

Derudover er det den første kamp for BK Bornholm uden Lasse Holmgaard som træner. Han forlod holdet i mandags, da han fik et tilbud om at blive ny cheftræner for Brønshøj Boldklubs herrehold i 2. division. Lasse Holmgaard var ellers idémanden og primus motor bag det nyetablerede BK Bornholm og havde endda ambitioner om at føre holdet helt op i den bedste kvinderække i Danmark i løbet af en årrække. Men nu er han altså væk, og det bliver derfor i stedet DBU Bornholm-formand Lars Albæk, som tager trænertjansen til kampen mod PI Fodbold.

Det er dog ikke meningen, at han skal agere træner for holdet på længere sigt. I stedet skal der findes en permanent afløser for Lasse Holmgaard, men det er ikke noget, man bare lige gør fra den ene dag til den anden, fortæller DBU Bornholm-formanden.

– Man hiver ikke bare lige på 24 timer en ny træner op af hatten. Det er en udfordring, men vi må se, om der dukker et eller andet op, siger han og fortæller, at DBU Bornholm vil prøve at finde en permanent træner sammen med de otte bornholmske klubber, der er med i samarbejdet om overbygningsholdet.

Lars Albæk har tidligere hjulpet til som linjedommer under BK Bornholms hjemmekamp mod ØKF. I weekendens kamp mod PI Fodbold skal han i stedet være træner for holdet, da den hidtige træner Lasse Holmgaard er skiftet til Brønshøj Boldklub. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Holdet er på rette vej

Lars Albæk fortæller til Bornholms Tidende, at han har fået en af spillerne på holdet, Pernille Munch, til at være behjælpelig med bud på holdopstilling og tanker om taktikken til lørdagens kamp mod PI Fodbold.

– Men selvfølgelig har Lasse (Holmgaard, red.) allerede sat et spor for, hvordan holdet skal spille, og det vil jeg bede spillerne om at forfølge, siger Lars Albæk, som trods trænerafgangen tror på et godt resultat.

– I sidste ende er det jo spillerne, som skal få det til at fungere inde på banen, og de er også på vej ind i en god stime, så mon ikke de kan fortsætte det, siger han med henvisning til, at holdet har ni point efter fire kampe og pt. ligger nummer tre i rækken, som i alt tæller ti hold. PI Fodbold ligger på en ottendeplads.

Generelt mener Lars Albæk også, at BK Bornholm er på vej i en positiv retning – hvis man ellers ser bort fra den nylige trænerafgang.

– Spillerne begynder at fungere bedre og bedre som et hold, og vi har nu en kerne af spillere, som har været intakt hele vejen igennem, siger han.