Efter den lange coronapause kæmper håndboldklubberne nu med at fastholde spillerne. Det kan der være forskellige tilgange til, men hos AaIF har man valgt at fokusere på at øge kvaliteten af træningerne. Foto: Jens-Erik Larsen

Håndboldklub satser på kage og hygge: ‘Det sociale fylder mere end håndboldspillet’

Håndboldsæsonen er ved at begynde for de fleste hold på Bornholm, og det bliver nu spændende at se, hvor mange af spillerne der fortsætter med at dyrke sporten efter den lange pause, der har varet siden coronanedlukningen i marts. AaIF er en af de klubber, der kæmper med at fastholde spillere, og derfor har man i Aakirkeby valgt op til denne sæson at fokusere på nogle andre ting end normalt for at beholde spillerne i folden.

HÅNDBOLD

Håndboldsæsonen er ved at begynde for de fleste hold på Bornholm, og det bliver nu spændende at se, hvor mange af spillerne der fortsætter med at dyrke sporten efter den lange pause, der har varet siden coronanedlukningen i marts. AaIF er en af de klubber, der kæmper med at fastholde spillere, og derfor har man i Aakirkeby valgt op til denne sæson at fokusere på nogle andre ting end normalt for at beholde spillerne i folden.

Klubben har eksempelvis valgt at satse målrettet på at gøre træningerne – frem for kampene – til den helt store oplevelse for spillerne. Det har man valgt at gøre, fordi coronasituationen på ny truer med at afblæse sæsonens kampe. Lige nu ser det ud til, at turneringerne for ungdomsholdene starter op sidst i oktober, men allerede nu er børnestævner, som skulle være spillet i starten af oktober, blevet aflyst på grund af corona.

– Det bliver spændende at se, hvordan udviklingen bliver i forhold til smittetrykket, og om vi kan komme i gang, siger AaIF’s håndboldformand Martin Byder, som ikke tør satse på, at kampene kan blive afviklet.

– Man kan ikke regne med, at vi kan komme ud og spille kampe og få sjove oplevelser derigennem. Derfor har vi fokus på træningen og på at lave sjove og lærerige rammer for spillerne til træningen, siger han.

Det er op til trænerne at lave træningspassene så interessante som muligt. Derfor er håndboldformanden Martin Byder også meget glad for, at Øens Byg & Montage har sponsoreret nye træningsdragter til alle trænerne i håndboldafdelingen, så de frivillige kræfter føler sig værdsat og motiveret til at lave så tiltalende træninger som muligt. Foto: Jens-Erik Larsen

Det sociale er i højsædet

Martin Byder fortæller, at der lige nu er omkring 125 medlemmer i håndboldafdelingen. Men desværre er omkring otte spillere faldet fra under coronapausen, og det er spillere, som er jævnt fordelt over alle årgangene, som pt. tæller et babyhold, U5/U7, U9, U13 og et seniorhold, som alle er hold med spillere af begge køn.

Spillerne har ikke aktivt meldt sig ud, men snarere undladt at melde sig til igen, og det skyldes sandsynligvis, at de har vænnet sig til ikke at spille håndbold.

– Corona har haft den påvirkning på folks idrætsvaner, at den kontinuitet, der ligger i, at man mødes, bliver brudt, og det gør, at nogle ikke kommer tilbage igen. Vi har jo haft et halvt års pause fra håndbolden, og det er jo længe, siger håndboldformanden.

Nu handler det om at forhindre, at endnu flere vælger sofaen til og håndbolden fra, og det er derfor, klubben op til denne sæson har lagt ekstra meget energi i træningspassene.

– Vi har været meget opmærksomme på, at træningerne skal være så sjove som muligt. Det giver sig selv. Men vi har haft et øget fokus på, at det skal være yderst tiltalende at gå til håndbold, siger han og giver et konkret eksempel, som han godt ved måske skiller vandene lidt.

– Vi har kørt med sådan noget – ja, det lyder forfærdeligt i sportsøjemed – men når der kommer to-tre nye spillere til træning, så bliver der bagt kage. Det sociale aspekt fylder helt hjernedødt meget. Det fylder mere, end håndboldspillet gør, siger han.

Efter XL-Byg Allinge har sponsoreret nye 30 nye bolde til AaIF, har alle klubbens håndboldhold nu sine egne bolde. Det er en stor hjælp, fordi så behøver man ikke længere bruge ekstra tid på at spritte alle boldene af efter hver træning, som man ellers skal, hvis forskellige hold deles om de samme materialer. Foto: Jens-Erik Larsen

Sponsorer bakker op trods coronakrise

Det er nu op til trænerne for holdene at indfri målet om at gøre træningerne til det fede ved at gå til håndbold. Det er et stort ansvar, og derfor er det også vigtigt, at de føler sig værdsat og får opbakning fra klubbens ledelse, fortæller Martin Byder.

– De frivillige trænere er nøglefigurer i bestræbelserne på at få folk til at spille håndbold og dermed opnå succes i vores håndboldafdeling. Derfor er vi også glade for, at vi har fået sponsoreret nogle træningsdragter til dem, så vi kan belønne de frivillige kræfter, siger han.

Det er Øens Byg & Montage, der har sponseret de nye træningsdragter, og derudover har XL-Byg Allinge valgt at sponsere 30 nye bolde til børneholdet GranitKidz. De nye bolde er en kæmpe hjælp for håndboldafdelingen, for det betyder, at alle holdene nu har sine egne bolde, og derfor behøver boldene ikke blive sprittet af efter hver træning, som man ellers skal gøre, hvis flere forskellige hold deles om de samme materialer.

– Det er normalt en svær øvelse i øjeblikket at få sponsorater, så det er fedt, at vi på trods af corona oplever, at to erhvervsdrivende vælger at støtte op om håndbolden her i Aakirkeby, siger håndboldformanden.

– Sponsorerne er direkte medvirkende til, at vi kan holde vores frivillige stab ved lige, men også at boldene, som de har givet, gør det muligt for os at dyrke vores sport på forsvarlig vis, siger han.

Det store mål for sæsonen i AaIF’s håndboldafdeling er ikke at vinde kampe, men snarere at få smilet frem hos spillerne, når de kommer til træning. Foto: Jens-Erik Larsen