Lasse Holmgaard fik en god start som træner for Brønshøj Boldklub, da det københavnske 2. divisionshold onsdag aften formåede i den ordinære spilletid at spille 4-4 mod Lyngby i landspokalturneringen. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Bornholmsk træner fik uafgjort mod superligahold i sin debutkamp

Det har været nogle hektiske dage for den bornholmske fodboldtræner Lasse Holmgaard. Mandag sagde han farvel til det bornholmske kvindeoverbygningshold BK Bornholm, som han har trænet siden slutningen af 2019, for i stedet at sige goddag til 2. divisionsklubben Brønshøj Boldklub, hvor han tiltræder som ny cheftræner.

Tirsdag eftermiddag havde han så sin første træning med de københavnske spillere, og allerede onsdag aften var det så tid til at se dem i aktion i en kamp.

Brønshøj skulle nemlig spille mod superligaholdet Lyngby Boldklub i landspokalturneringen

FODBOLD

Det har været nogle hektiske dage for den bornholmske fodboldtræner Lasse Holmgaard. Mandag sagde han farvel til det bornholmske kvindeoverbygningshold BK Bornholm, som han har trænet siden slutningen af 2019, for i stedet at sige goddag til 2. divisionsklubben Brønshøj Boldklub, hvor han tiltræder som ny cheftræner.

Tirsdag eftermiddag havde han så sin første træning med de københavnske spillere, og allerede onsdag aften var det så tid til at se dem i aktion i en kamp.

Brønshøj skulle nemlig spille mod superligaholdet Lyngby Boldklub i landspokalturneringen, og her blev det til et overraskende resultat på 4-4 efter ordinær spilletid. Brønshøj kom foran 1-0 og også 2-1, hvorefter Lyngby scorede tre mål i træk og førte 4-2 indtil det 87. minut. Her reducerede Brønshøj til 4-3, og to minutter senere udlignede Adil Guendouri til 4-4. I den forlængede spilletid scorede Lasse Emil Nielsen sit andet mål i kampen, og dermed endte Lyngby med at vinde kampen 5-4.

Selvom det ikke blev til videre avancement i pokalturneringen, er Lasse Holmgaard godt tilfreds med sit nye holds indsats.

– Det var et sindssygt godt boost i går at spille 4-4 mod et meget, meget stærkt superligahold, siger han til Bornholms Tidende.

Det overraskende resultat er endnu mere imponerende, når man tager optakten i betragtning.

– Det har selvfølgelig været hektisk og kaotisk at komme ind til en trup en tirsdag eftermiddag og så lærer dem at kende og så møde et superligahold dagen efter. Det er gået sindssygt stærkt, og det er klart, at det var en stor udfordring for os alle sammen, siger han med henvisning til den svære modstander, men også at holdet netop har oplevet trænerskifte og har mange skader.

– Jeg har skulle lære en masse nye spillere at kende på en dag og så sætte dem op mod et toptunet superligahold, som havde brug for en succesoplevelse (da Lyngby pt. ligger næstsidst i Superligaen, red.). Der er også landskampspause lige nu, så Lyngby kunne tage det store skyts med til kampen (for de behøvede ikke spare spillere, red.) kombineret med, at de havde lige lejet en spiller fra Brøndby (Jens Martin Gammelby, red.), som også startede inde, så det var en stor opgave. Men spændende, siger Lasse Holmgaard.

Handler om overlevelse

Med den ærefulde pokalexit handler det nu om overlevelse for Brønshøj i 2. division. Brønshøj har fire point efter seks kampe og ligger på en tiendeplads i rækken, hvor der i alt er 14 hold. I weekenden møder Brønshøj KFUM, som ligger på 12. pladsen også med fire point efter seks kampe.

Den kamp bliver endnu mere vigtig end pokalkampen mod Lyngby, fortæller Lasse Holmgaard, der har valgt at lave holdets formation om.

– Vi er i en situation i turneringen, hvor vi selvfølgelig hurtigt skal have nogle point, så vi kan komme væk fra bunden og kan trække vejret og arbejde med ny spillestil, så vi kan spille den form for fodbold, jeg gerne vil stå for. Det skal selvfølgelig hænge sammen med, at vi får nogle point på kontoen. Det er altid en udfordring. Men omvendt synes jeg, at Brønshøj både som klub og som trup har det, der skal til, så det føler jeg, at det skal vi nok få styr på, siger han, men erkender samtidig, at klubben står i en svær situation.

– Jeg tror kun, holdet har vundet to kampe i 2020, og man forandrer ikke bare et holds præstationer fra den ene dag til den anden, så man går over til bare at vinde fodboldkampe. Sådan er det ikke typisk. Det drømmer vi selvfølgelig om, at vi kan, men vi må også være realistiske, siger han.

Han fortæller, at han kender en del af spillerne i truppen i forvejen fra hans tid som Frem-træner, hvor han var træner indtil foråret 2019.

– Jeg er sindssyg glad for, at jeg har fået muligheden for at arbejde med de her spillere. Jeg kender dem af navn og har mødt de fleste af dem tidligere, men når du har været væk fra 2. division i et år eller halvandet, så er der selvfølgelig sket en masse ting, siger han og forklarer, at han for at lære spillerne bedre at kende rent spillemæssigt allerede har kigget en masse video igennem fra deres kampe.

Hilsen til BK Bornholm

Lasse Holmgaard håber i øvrigt, at BK Bornholm vil kunne bestå i fremtiden – også uden ham ved roret.

– Jeg drømmer selvfølgelig om, at det, jeg har arbejdet for for kvindefodbolden på Bornholm, er stærkt nok til at kunne blive fastholdt, og at andre gode kræfter kan overtage det, siger han.

– Jeg drømmer også om, at vi kan få kvinderne i en situation, hvor de kan spille noget god fodbold, og at der fortsat vil være et bornholmsk kvindehold fremover, der viser sig fra sin bedste side.

– Det har de også allerede vist under mig, at de godt kan, siger han.