Cross Island Bornholm skulle have været afviklet langfredag, men på grund af coronanedlukningen i foråret blev den udskudt til tirsdag i efterårsferien. Billedet er fra 2019-udgaven af løbet. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Viking afvikler forsinket halvmaraton i efterårsferien

LØB

På tirsdag i efterårsferien afvikles Cross Island Bornholm, som er et løb, der går på tværs af Bornholm. Løbet skulle have fundet sted langfredag, men blev udskudt på grund af coronasituationen, oplyser arrangøren Viking Atletik i en pressemeddelelse.

Løbets primære distance er en halvmaraton, som kommer til at foregå med ”flydende start” mellem klokken 9 og 10. Dette betyder, at man møder ind i dette tidsrum på startstedet ved Bornholms Kunstmuseum, løber over en startmåtte, og når man når i mål på Rønne Stadion Nord, så ligger der endnu en måtte, og man får registreret sin nettotid. På denne baggrund dannes en resultatliste. Viking Atletik forventer over 100 løbere til denne distance.

– Vores erfaring fra sommerens løb – som for eksempel Etape Bornholm, Bornholm Rundt på Cykel og Almindingsløbet – er, at kun ganske få mennesker er samlet på samme sted på samme tidspunkt, når der er flydende start, således at vi lever op til alle krav, fortæller Claus Clausen fra Viking Atletik.

Til Cross Island Bornholm-løbet på tirsdag er der som i tidligere år også mulighed for at løbe en lynhurtig rute på 10 kilometer, som starter i Klemensker og slutter på Rønne Stadion. Et fald på ruten, på næsten 80 meter, gør den særdeles hurtig.

Desuden er der som noget nyt også en ekstra distance på 6,5 kilometer fra Nyker Kirke og ”hjem” til Rønne Stadion. Dermed vil der i alt deltage cirka 200 løbere, som alle vil få en unik medalje, som noget nyt er hjemkøbt til dette års løb.

10 kilometerdistancen starter klokken 10 og 6,5 kilometerdistancen klokken 10.30. Begge steder vil der være under 50 deltagere, så forsamlingsreglerne ikke bliver overtrådt.

Cross Island Bornholm er endnu et event i rækken, som Viking Atletik formår at afvikle i 2020 trods nedlukninger og restriktioner på grund af coronasituationen.

– Godt nok med langt færre deltagere end normalt og i nødversioner med “flydende start”, hvor løberne har kunne starte, når det passer dem, inden for et givent tidsrum, siger Claus Clausen, som fortæller, at det kun er landsdækkende events som Ladywalk og Royal Run, som er blevet aflyst.

Læs mere om Cross Island halv maraton her http://viking-atletik.dk/cross-island-bornholm/