Alle tilskuere skal nu sidde med front mod banen, og det betyder, at alle bordebænkesæt skal drejes, så de står parallelt med banen. Foto: Berit Hvassum

Nye regler for tilskuerne: Alle skal kigge den samme vej

Lørdagens løb på travbanen i Almindingen, Bornholms Brand Park, bliver en smule anderledes end normalt. Der er nemlig i ugens løb kommet nye tilskuerrestriktioner fra myndighederne. De indebærer, at alle tilskuere nu skal sidde med front mod banen, og det betyder, at alle bordebænkesæt skal drejes, så de står parallelt med banen.

TRAVSPORT

Lørdagens løb på travbanen i Almindingen, Bornholms Brand Park, bliver en smule anderledes end normalt. Der er nemlig i ugens løb kommet nye tilskuerrestriktioner fra myndighederne. De indebærer, at alle tilskuere nu skal sidde med front mod banen, og det betyder, at alle bordebænkesæt skal drejes, så de står parallelt med banen.

– Vi må nu være 400 tilskuere på travbanen, men alle skal kigge den samme vej, siger Thea Kragskov fra Bornholms Brand Park.

Hvordan gør man så lige det?

– Ja, det skal vi faktisk ind og gøre klar til i dag (torsdag, red.). Vi skal have lavet numre på siddepladserne, for vi skal vide, hvem der sidder på alle 400 pladser. Så vi har lavet numre, som vi kommer til at klistre på sæderne, og så når folk bliver placeret, så skriver vi deres navn ned på et stykke papir, og så giver vi simpelthen bare tilskueren en plads på eksempelvis plads nummer 13.

Så bænkene skal stilles modsat, hvordan de normalt står?

– Ja, de kommer til at stå parallelt med banen. Der er også bordebænkesæt inde under halvtaget, og de kommer også til at være placeret på den anden led. Det betyder så også, at det kun er halvdelen af pladserne på bænkene, som kan blive udnyttet, for du kan ikke sidde på den ene side af bænkene, som vender ud mod banen.

– Men vi var jo heldige, at vi måtte låne nogle bænke af Poulsker Idrætsforening og af Wonderfestiwall, så der er siddepladser til alle 400 tilskuere. Vi er meget taknemmelig for, at vi måtte låne dem.

Er der andre ting, man skal huske som tilskuer?

– Man skal have mundbind på, når man går indenfor i spillehallen eller skal på toilettet eller gå ind i restauranten. Det skulle man også sidste lørdag, og jeg vil sige, at folk var virkelig søde til selv at have mundbind med og også til generelt at bære mundbindet. Der var ikke en finger at sætte på det.

– Derudover skal man huske sin paraply, hvis det nu skulle begynde at regne, for man må ikke gå ind under halvtaget. Alle skal nemlig blive på sin plads, for ellers kan vi ikke smitteopspore, hvis nogle skulle vælge at gå hen til en anden plads, end de egentlig skulle være ved.