15-årige Benjamin Sommer blev nummer to til BM i enkelstart, og det imponerede den erfarne rytter Andreas Bøgsted-Møller, som selv blev nummer tre. Foto: Jens-Erik Larsen

Erfaren temporytter om Asger og Benjamin: ‘Jeg er meget imponeret over, at de overhovedet kan køre så hurtigt’

CYKLING

At det lykkedes for 17-årige Asger Sørensen og 15-årige Benjamin Sommer at blive henholdsvis nummer et og to til BM i enkeltstart i søndags skyldes ikke, at de mere erfarne ryttere havde en dårlig dag og kørte langsomt. Det fortæller 45-årige Andreas Bøgsted-Møller, som kom ind på løbets tredjeplads 31 og 26 sekunder efter de to teenagere.

– Der blev kørt hurtigt i dag, siger han til Bornholms Tidende et par timer efter, han er kørt i mål.

– Jeg havde selv en fin tur, jeg kørte en lille smule hurtigere, end jeg kørte sidste år. Og sidste år kørte jeg noget hurtigere, end jeg gjorde året før. Så jeg er meget tilfreds med min egen kørsel.

Alligevel formåede han altså ikke at køre hurtigere end teenagerne, og det er han faktisk lidt overrasket over. Der var godt nok over 100 højdemeter på den 34,8 kilometer lange rute, hvilket burde give de unge, lette ryttere en fordel, men omvendt er han langt mere rutineret i enkeltstartsdisciplinen, og så var der også en del modvind undervejs.

– Især modvinden, havde jeg troet, ville give mig en fordel, fordi jeg er tungere end de andre og har en lidt større motor. Men alligevel så kommer de der unge fyre, siger han.

45-årige Andreas Bøgsted-Møller er usikker på, om han nogensinde kommer til at vinde over 15-årige Benjamin Sommer og 17-årige Asger Sørensen, der blev henholdsvis nummer to og et til BM i enkeltstart. For de unge ryttere har tiden med sig og vil sandsynligvis kun komme til at køre endnu stærkere, end de allerede gør. Foto: Jens-Erik Larsen

Imponeret over de unge

Fordi Andreas Bøgsted-Møller selv kørte et ret hurtigt løb, så er han derfor ikke skuffet over, at han blev slået af de to unge ryttere. Han er snarere positivt overrasket over deres evner.

– Jeg er meget imponeret over, at de overhovedet kan køre så hurtigt. Især over Benjamin. Jeg kan ikke huske, hvad det er, han vejer, men at han kan køre så hurtigt i syv sekundmeter vindmodstand, det er rigtig flot.

– Jeg har ikke kørt mod Benjamin på enkeltstart før og var lidt spændt på at se, hvad han havde i benene, men jeg havde ikke regnet med, at han ville køre så hurtigt. Ikke i den vind vi havde i dag. Og i det hele taget, at han kan træde den op på 43 kilometer i timen i snit på en enkeltstart, det er ret flot af sådan en lille fyr, siger han.

Den erfarne rytter er nu spændt på, om han nogensinde kommer til at slå Asger Sørensen og Benjamin Sommer på en enkeltstartsrute, for med deres unge alder burde de kun blive bedre fremover, end de allerede er.

– Problemet er jo, at næste år så er han jo meget stærkere. Jeg kan måske finde en kilometer i timen indtil næste løb, men han kommer jo til formentlig at køre to-tre kilometer i timen hurtigere uden problemer. Man kan aldrig forudse det, men det er der meget, der tyder på. Det var det samme med Magnus (Cort, red.), dengang jeg kørte mod ham. Når de rammer 14-15-årsalderen, så ser vi dem aldrig igen. Så jeg tror, at ham Benjamin kommer også til at køre hurtigt næste år, siger han og deler også roser ud til Asger Sørensen, der vandt enkelstarten med fem sekunders forspring til Benjamin Sommer.

– Jeg kender slet ikke Asger, jeg så kun hans navn på startlisten i tirsdags. Jeg er meget imponeret over begge to, men fordi jeg er særligt imponeret over Benjamin, så er det, fordi han kun er 15 år. Det lover store resultater, hvis han kan blive ved på den måde, siger Andreas Bøgsted-Møller.

‘Det tyder godt for vores fremtid’

Også løbsarrangør Kim Mortensen fra Bornholms Cycle Club er imponeret over de to unge cykelryttere.

– Asger startede med at cykle cykelløb for ganske få år siden, og så har han udviklet sig helt kolossalt meget, fordi han har været på idrætsefterskole i Vejle i sit sidste skoleår, der sluttede her til sankthans. Dér har han udviklet sig helt fantastisk, siger han.

Han er også imponeret over, at Asger Sørensen kan formå at vinde enkeltstarten, selvom han kun har prøvet disciplinen ganske få gange.

– I enkeltstart er én ting, at du kan køre stærkt, men noget andet er, at du skal sidde nede i styret eller bøjlen, som det hedder, og det er ikke helt let altså. Det bruger man normalt ret lang tid på at træne sig frem til, så det tyder på, at der er noget i ham. Det tyder godt for vores fremtid, siger løbsarrangøren med henvisning til fremtiden for bornholmsk cykelsport.

– Så hvis Christian (Andreasen, team manager og administrerende direktør på det lokale, semiprofesionelle BHS-PL Beton Bornholm, red.) på et tidspunkt skal bruge nogle ryttere til holdet, som er bornholmere, så kunne det jo godt være, at han kunne komme i betragtning. På længere sigt også, hvis Benjamin kan holde farten oppe og interessen høj, så kunne han jo også være et emne til det. Det er jeg helt sikker på. Men man kan jo ikke vide, hvordan de kommer til at udvikle sig selvfølgelig, siger han.