Træneren for CBS Sport, Britt Lorenzen, synes altid, det er en god oplevelse at besøge Bornholm, fordi bornholmerne formår at skabe en stemning, der er meget federe, end når CBS Sport spiller kampe i København. Foto: Jens-Erik Larsen

Businessfolk i håndboldtøj besøgte Bornholm for tredje gang

CBS Sports håndboldherrer besøgte Bornholm i weekenden, da holdet skulle møde Viking søndag i Rønne Idrætshal i en kamp, som endte 22-22.
Det er tredje gang, spillerne fra Copenhagen Business School (som tidligere gik under navnet Handelshøjskolen i København) kommer til øen for at spille håndbold, og det er altid en god oplevelse, fortæller holdets træner Britt Lorenzen.

HÅNDBOLD

CBS Sports håndboldherrer besøgte Bornholm i weekenden, da holdet skulle møde Viking søndag i Rønne Idrætshal i en kamp, som endte 22-22.

Det er tredje gang, spillerne fra Copenhagen Business School (som tidligere gik under navnet Handelshøjskolen i København) kommer til øen for at spille håndbold, og det er altid en god oplevelse, fortæller holdets træner Britt Lorenzen.

På Bornholm er der nemlig lidt flere tilskuere og lidt federe stemning til Serie 1-kampene, end når holdet spiller over i København.

– Vi synes jo, at det er lidt fedt at få lidt mere opmærksomhed, for her bliver der gjort lidt mere ud af det, og man føler sig måske som lidt mere end bare serieboldsspiller. Og det er rigtig fedt, når man kommer herover. Det er altid skidehyggeligt, siger træneren, som selv er tidligere studerende på CBS.

– Forskellen er helt klart tilskuerne og opbakningen fra det lokale. Altså det gør man ikke på samme måde i København. Jeg kommer så godt nok fra Jylland, der gør man det lidt mere måske, men i København er det ikke så sædvanligt, siger hun.

Holdet kom til Bornholm lørdag og havde så en enkelt overnatning i Rønne, hvor spillerne har tilbragt alt tiden. Det har også været kutyme de andre gange, fortæller hun.

– Vi har desværre ikke bil med herover, så vi kan ikke rigtig komme ud og se øen, så vi plejer at blive her i Rønne, siger hun og fortæller, at det også er helt fint.

– De andre gange har vi også mødt Rønne-spillerne i byen, så det er meget sjovt, siger hun.

CBS-træner: Fortjent med uafgjort

Angående selve kampen fortæller Britt Lorenzen, at hun synes, Viking og CBS dominerede hver sin halvleg, og at det i det hele taget er to meget forskellige hold, der mødte hinanden.

– Jeg synes, at bornholmerne er skidestærke i første halvleg. Der blev vi lidt bange for, hvordan kampen skulle falde ud. Og så synes jeg, at vores drenge virkelig kæmper til det sidste i andet halvleg og kommer rigtig godt igen. Og så kan man se, at vi har generelt har et meget stærkt forsvar, og det er det, vi vinder anden halvleg på, siger hun.

– Vi fokuserer meget på at lære vores modstandere at kende, så vi hurtigt kan tilpasse os til, hvordan modstanderen spiller. De havde selvfølgelig et klart stærkere angreb end os, men så havde de til gengæld det lidt sværere i forsvaret, hvor det var omvendt for os. Så det udlignede sig på den måde, siger hun.

CBS Sport var bagud hele kampen, men med to og et halvt minut tilbage af opgøret formåede holdet alligevel at komme foran 22-21, inden Viking så til sidst fik udlignet til slutresultatet.

– Vi førte en enkelt gang lige med godt tre minutter igen, og det er jo det vigtigste tidspunkt i slutningen. Men det var faktisk en fortjent uafgjort, synes jeg, for de spillede en klart bedre første halvleg, og så synes jeg, at vi kæmpede rigtig stærkt i anden halvleg. Så jeg synes, det var fortjent, at den endte, som den gjorde, siger CBS Sport-træneren.

Elias Fischer (blå trøje med nummer 8) fik debut på CBS Sports herrehold i Serie 1-kampen mod Viking og blev kåret som udeholdets bedste spiller. Foto: Jens-Erik Larsen

Tysker havde ikke forventet bornholmertur

To af CBS Sports spillere fik debut for holdet mod Viking. En af dem, Elias Fischer, gjorde det så godt, at han ligefrem blev kåret til udeholdets bedste spiller. Han var derfor forståeligt nok også godt tilfreds med sin egen indsats efter kampen.

– Jeg er virkelig glad for min præstation. Jeg har boet i København i en måned nu, og jeg er lige startet med at studere, og jeg har trænet tre-fire gange med gutterne, og nogle af gutterne har jeg aldrig spillet sammen med før i dag. Så jeg er rimelig glad for, at vi tog et point med os hjem, siger den unge spiller, der er født og opvokset i delstaten Bayern og har studeret en bachelor i Hamborg og nu studerer en toårig masters på Copenhagen Business School i Business Administration and Data Science.

– De fleste af os er studerende eller har været studerende på CBS, fortæller han.

– Og det er en af grundene til, at vi kommer godt ud af det med hinanden. Vi har det rigtig sjovt sammen.

Hvordan er det at komme til Bornholm og spille håndbold?

– Jeg havde ikke forventet, at jeg skulle spille håndbold så langt væk, jeg troede kun, jeg skulle spille håndbold i københavnsområdet. Men turen har været god og speciel. Vi kom i går og overnattede så en nat her. Jeg hører, det er godt at komme hertil.

– Vi har bare haft middag og så drukket en smule og haft det sjovt. Vi blev i Rønne. Bussen går om to timer, så vi skal bare have noget frokost, og så tager vi tilbage til København, siger han, inden CBS Sport-spillerne forlader idrætshallen i Rønne.