Michael Evander så sit snit til at tage Grand Prix-sejren i den bedste klasse, da flere af de store bornholmske bordtennisprofiler havde meldt afbud. Foto: Berit Hvassum

Michael Evander vandt Grand Prix-finale uden de største profiler

BORDTENNIS

Normalt bliver finalen i årets Grand Prix – som er afslutningen på bordtennissæsonen – spillet i april, men på grund af corona blev den først spillet færdig torsdag aften i Hasle IF’s klubhus, og det blev med en overraskende vinder.

44-årige Michael Evander fra Poulsker IF formåede nemlig at vinde finalen i den bedste række, klasse 1, over 15-årige Victor Bachmann fra Hasle IF i en kamp, der kun varede tre sæt. Det overraskende var dog ikke selve kampens udfald, men snarere at der manglede nogle af de normale deltagere i finalestævnet.

52-årige Kurt Olesen, som har vundet stævnet utallige gange, meldte nemlig afbud om morgenen, fordi han havde fået hold i ryggen, mens Benjamin Lillelund havde meldt afbud for et par uger siden, da han styrtede på sin cykel og fik sat gips på sin tommelfinger. Et tredje afbud tikkede også ind, fordi den pågældende spiller skulle til et møde, som ikke kunne rykkes.

Knap så seværdig finale

Michael Evander var derfor glad for titlen som Grand Prix-vinder, men erkendte også, at det skete på en nemmere måde, end hvis der ikke havde tikket afbud ind.

– Jeg har spillet nogle år her til finalestævnerne efterhånden, men jeg plejer at tabe til Kurt, som ikke kunne være med i dag. Han har været min største konkurrent, så det var mit held, at han ikke kunne være her. Vi plejer at kunne spille lige op, men han er nok den bedste på Bornholm, siger Michael Evander, som agter at stille op igen til næste sæsons Grand Prix for at prøve at genvinde titlen.

I forhold til selve finalen mod Victor Bachmann siger han, at han havde regnet med en sværere kamp, fordi de har spillet tætte kampe mod hinanden tidligere. Det blev det dog ikke denne gang med cifrene 11-8, 11-6, 11-9.

– Det var nok ikke så seværdig en finale, men jeg gjorde, hvad jeg skulle og fik vundet kampen, siger Michael Evander.

Victor Bachmann var dog ikke helt utilfreds med sin indsats trods det store nederlag.

– At jeg tabte finalen var egentlig okay, for mit mål var bare at komme i finalen, og det kom jeg. Jeg har stillet op i voksenrækken før, men jeg har aldrig været i finalen, siger Victor Bachmann, som dog vandt klasse 2-rækken i tirsdags i Knudsker IF’s klubhus, og så har han også været ungdomsmester de seneste to år.

Victor Bachmann kom i finalen i både klasse 1 og ungdomsrækken. Han vandt dog kun ungdomsfinalen. Foto: Berit Hvassum

Tæt ungdomsfinale

15-årige Victor Bachmann formåede da også at genvinde ungdomstitlen til Grand Prix-finalestævnet torsdag aften i Hasle IF’s klubhus. Han stillede nemlig både op i klasse 1 og i undomsrækken, så han var nærmest i aktion hele aftenen. Modstanderen i ungdomsfinalen var 13-årige Vilfred Koudal fra Knudsker IF, som i tirsdags vandt finalen i klasse 3-rækken.

Denne finale blev aftenens spillemæssige højdepunkt, da begge spillere leverede flot spil, og så gik den endda i fem sæt, så opgøret var også nervepirrende. Vilfred Koudal startede bedst ud og førte 2-1 i sæt, men så kom Victor Bachmann stærkt tilbage og vandt de to sidste sæt.

– I starten gik det ikke særlig godt i finalen. Jeg ved ikke rigtig hvorfor. Men så efter jeg fik spillet første og andet sæt, så kom nerverne lidt væk, og så begyndte jeg at spille lidt bedre, og i tredje sæt vandt jeg stort, og også i sidste sæt kommer jeg også foran 10-3, og så går det pludselig helt galt, men så tager jeg så det sidste point alligevel, siger Victor Bachmann om ungdomsfinalen.

13-årige Vilfred Koudal blev besejret i en tæt ungdomsfinale, hvor han ellers førte 2-1 i sæt. Det mentale afgjorde det, mener han selv, da han aldrig har vundet en kamp over sin to år ældre finalemodstander Victor Bachmann. Foto: Berit Hvassum

Den analyse af kampen er Vilfred Koudal enig i.

– Han spillede godt, så det var fortjent nok, og han er jo også to år ældre end mig. Jeg har været i fem sæt mod ham før, men aldrig vundet, men jeg følte, at jeg var fysisk godt med i alle sæt. Og da jeg kom foran 2-1 i sæt, troede jeg ellers, at jeg ville vinde, men så gik det ikke alligevel, siger han og gætter på, at nederlaget derfor skyldes, at modstanderen havde det psykiske overskud.

– Det var nok det mentale, der afgjorde det, fordi jeg som nævnt aldrig har vundet over ham, så jeg ved jo faktisk ikke, om jeg kan vinde over ham. Måske det lykkes næste gang, siger den 13-årige bordtennisspiller.

Håber på næste sæson kan blive spillet

Næste sæsons indledende Grand Prix-stævner afvikles allerede i slutningen af oktober, og håbet er, at man kan gennemføre hele vinterens bordtennis uden aflysninger. Men det er langt fra sikkert, det kan lade sig gøre, erkender formanden for Bordtennis Bornholm, Kenny Jensen.

– Det eneste, vi frygter, det er, at der skal blive mere virus, så de lukker mere ned, siger han og nævner, at i weekenden skulle både Victor Bachmann og Vilfred Koudal have været til ungdoms-DM i Hjørring, men det blev aflyst på grund af coronasituationen.

 

 

Placeringer

Herre klasse 1:

1: Michael Evander, Poulsker

2: Victor Bachmann, Hasle

3: Martin Nielsen, Knudsker

4: Ole Kofoed, Knudsker

Finale: 11-8, 11-6, 11-9

Ungdom:

1: Victor Bachmann, Hasle

2: Vilfred Koudal, Knudsker

3: Julian Halling, Knudsker

4: Casper Sode, Nyker

Finale: 6-11, 11-8, 12-14, 11-2, 11-7