Arbejdet med at gøre den nye folkeracebane på Bolbyvej i Klemensker klar til brug startede allerede sidste år, men er endnu ikke helt færdigt. Banen er nemlig for blød, fortæller Torben Larsen, formand for Bornholms Motor Sport. Arkivfoto: Berit Hvassum

Folkeracere dropper at afvikle BM

Her i weekenden skulle fjerde afdeling af bornholmsmesterskaberne i folkerace have været afviklet, men den er ligesom de foregående tre afdelinger blevet aflyst. Dermed afsluttes folkeracesæsonen, uden at man har fundet en bornholmsmester.

FOLKERACE

Her i weekenden skulle fjerde afdeling af bornholmsmesterskaberne i folkerace have været afviklet, men den er ligesom de foregående tre afdelinger blevet aflyst. Dermed afsluttes folkeracesæsonen, uden at man har fundet en bornholmsmester.

Det fortæller Torben Larsen, der er formand for Bornholms Motor Sport, til Bornholms Tidende.

– Det har været et mærkeligt år med en lang pause, og det er ikke særlig godt. Det tager lidt pusten fra medlemmerne, når man ikke kan komme i gang med at køre, så vi venter på at kunne starte hårdt op igen, siger han og forklarer, at BM ikke kunne blive skudt i gang i foråret grundet coronasituationen, og her i efteråret har det ikke været muligt at afvikle BM, fordi den nye permanente folkeracebane på Bolbyvej i Klemensker har vist sig at være for blød at køre på.

– På grund af corona kom vi lidt for sent i gang med at gøre banen klar til efteråret, så banen er for blød nu. Vi skal have lagt nogle sten, så underlaget kan blive lidt hårdere at køre på, siger han.

Det har dog været muligt for folkeracerne at træne på den nye bane, og det skal de også gøre lørdag. Men den er endnu ikke klar til, at hele løb kan blive afviklet på den, forklarer han.

– Den skal helst kunne holde til mellem 10 og 15 heat, før vi stopper op og reparerer banen, men nu kan den kun holde et par heat ad gangen. Så vi reparerer på den hele tiden, og det kan man jo ikke gøre til et løb som BM, og derfor har vi simpelthen valgt at lukke ned for BM for at få noget arbejdsro, så vi kan gøre banen helt klar til brug, siger han.

Drømmen er DM-løb på Bornholm

Til foråret når sæsonen starter op igen, er planen i øvrigt den, at der skal afvikles et åbningsløb for den nye bane, som ikke nåede at blive officielt indviet, før coronaen lukkede Danmark ned. Her er forventningen, at der også vil dukke en del folkeracere op fra resten af landet, og drømmen er da også, at en afdeling af DM på sigt kan blive afviklet på den nye bane.

– Vi afholdte et DM i 2012 på den gamle folkeracebane i Nyker, og siden har folk ovrefra haft lyst til at komme her på Bornholm og køre igen, fortæller Torben Larsen, der også har en anden stor forhåbning, når det kommer til den nye folkeracebane.

– Måske bliver banen så god næste år, at vi kan forlænge sæsonen. Det er nemlig meningen, at selvom det regner – som det ofte gør i efteråret – så skal vi alligevel kunne køre på banen. Den er meget kuperet, så vandet løber bare hen i nogle vandpytter, og de vandpytter skal vi så bare sørge for at få væk, og det vil vi også kunne gøre, lover han.