DIF sætter fokus på forebyggelse af seksuelle krænkelser af børn og unge i foreningslivet med en ny kampagne. Foto: Anders Wiuff/Feldballe Film og TV

DIF-specialkonsulent: Ingen sexsager på Bornholm de seneste 20 år

DIF har lavet en kampagne mod seksuel krænkelse af børn og unge i forenings- og fritidslivet, og den kan alle foreninger i landet bruge som inspiration til at håndtere og forebygge problemet. Her på Bornholm har der dog ikke været nogen sager i mange år, fortæller specialkonsulent i DIF Jan Darfelt til Bornholms Tidende.

SEXISME

DIF har lavet en kampagne mod seksuel krænkelse af børn og unge i forenings- og fritidslivet, og den kan alle foreninger i landet bruge som inspiration til at håndtere og forebygge problemet. Her på Bornholm har der dog ikke været nogen sager i mange år, fortæller specialkonsulent i DIF Jan Darfelt til Bornholms Tidende.

– I de 20 år, hvor jeg har beskæftiget mig med det her i DIF, der har jeg ikke hørt om konkrete sager eller forløb fra Bornholm. Men af straffesager har vi seks-syv om året på landsplan, som bliver behandlet i vores fælles sanktionsnævn med DGI. Men jeg kan ikke mindes, at jeg har været på Bornholm nogensinde i den anledning for at hjælpe foreninger, der er løbet ind i sådan en sag. Enten så er de meget regelrette på Bornholm, eller også har jeg bare ikke hørt om det, og så er det bare fejet ind under gulvtæppet, siger han.

Af de sager, som DIF typisk har oplevet andre steder i landet, drejer en del af dem sig om krænkelser via mobiltelefonen. Og derfor er der i kampagnen lavet specielle guides til at forebygge dette.

– Andre steder i landet har vi sager, hvor trænere sender billeder af deres kønsdele til 13-årige piger. De sager på telefoner, hvor man verbalt seksualiserer børn og unge og kommer med seksuelle opfordringer og deler billeder af sig selv eller andre, det er i vækst. Og det vil vi jo gerne have stoppet, og det skal vi have foreninger til at gøre noget ved, for vi kan jo ikke være i alle 9.000 idrætsforeninger i DIF, så det vi laver er hjælp til selvhjælp, siger specialkonsulenten.

Håber bornholmske foreninger vil bruge kampagnen

Selvom der ikke har været nogen sager på Bornholm i mange år, så håber Jan Darfelt, at foreninger alligevel vil tage kampagnen til sig.

– De bornholmske idrætsforeninger, i hvert fald dem der har børn og unge, skal sætte sig ned og få snakket om det her. Og så få lavet nogle regler, som de synes giver mening for dem. Og der har vi lavet det her materiale, der kan hjælpe dem med at få taget den snak. Men vi lægger op til, at det er foreningerne selv, der afgør, hvad der rigtigt for dem at gøre. Men det er heller ikke så vigtigt, om det bliver ens for alle foreninger i Danmark. Det vigtige er, at det man snakker sig frem til, det er noget, man selv har ejerskab til og kan stå inde for, at det bliver overholdt. Så tror vi på, at så er chancen for, at seksuelle krænkelser af børn og unge sker meget mindre, siger han.

Han fortæller desuden, at DGI ikke har ønsket at være med i kampagnen, men DIF og DGI har fælles sanktionsnævn og politik på området, så det er ikke noget, organisationerne er uenige om. Det fælles sanktionsnævn betyder, at hvis nogle bliver udelukket, så bliver de udelukket både i DIF og i DGI.

– Det er godt, for så kan man ikke bare gå et andet sted hen og fortsætte sine krænkelser mod børn og unge, siger specialkonsulenten.