Frode Snitgaard deltog i Almindingsløbet og løb dermed otte af de 2020 kilometer, der er hans mål for i år. Foto: Berit Hvassum

Frode fra Vejle løb otte kilometer i Almindingen – årets mål er 2020

LØB

Frode Snitgaard fra Vejle har ferieret på Bornholm og benyttede feriens sidste dag til at gennemføre Almindingsløbet.

– ­Det var en fin rute, lyder det fra Frode Snitgaard, der har et ganske særligt formål med sit løb i år.

68-årige Frode Snitgaard, der klarede den otte kilometer lange og hårde almindingsrute på 46 minutter, har nemlig købt 2020-medaljen, der indebærer, at han i løbet af 2020 skal løbe 2020 kilometer.

– Det er alligevel 168 kilometer om måneden, siger han.

2020-medaljen er en medalje, man køber på forhånd, og som skal motivere en til at træne hele året. Ideen til medaljen og udfordringen er kommet i stand via et samarbejde mellem sønderjyden Rosa Jensen Petersen, som er kostvejleder og slankekonsulent, og nordjyden, Rico Eiersted, der er ultraløber.

Frode Snitgaard er ikke i tvivl om, at han nok skal nå sit mål:

– ­Jeg løber en hel del, også når jeg er ude at rejse.