Weekendens kamp mellem RIK og PI Fodbold er aflyst. Arkivfoto: Berit Hvassum.

RIK’s kamp er aflyst på grund af covid-19-mistanke

RIK kommer ikke i kamp i weekenden. De skulle elllers have mødt PI Fodbold på hjemmebanen i Rønne, men kampen er nu blevet aflyst grundet mistanke om covid-19-tilfælde i københavnerklubbens spillertrup.

FODBOLD

RIK kommer ikke i kamp i weekenden. De skulle ellers have mødt PI Fodbold på hjemmebanen i Rønne, men kampen er nu blevet aflyst grundet mistanke om covid-19-tilfælde i københavnerklubbens spillertrup.

Det oplyser RIK’s træner Mathias Jensen til Bornholms Tidende.

– Der er ikke nogen af PI’s spillere, der er testet eller noget, men der er én, der er syg, som har været i omklædningsrummet med de andre, så det er derfor, den er blevet aflyst, siger han.

– Jeg fik at vide klokken 22.30 i går aftes, at det måske kunne være sådan, og så fik vi besked her til morgen, at den var udsat, forklarer han.

Nogle af RIK’s spillere skal nu i stedet spille med i andetholdets fredagskamp, mens resten af spillertruppen får fri. RIK-træneren lægger ikke skjul på, at de ændrede planer irriterer ham, da han havde sat næsen op efter point i kampen mod PI Fodbold, som ligesom RIK ligger i bunden af rækken.

– Jeg pisseærgerlig over det, for nu havde vi egentlig fået alle de skadede spillere tilbage, og vi har lige fået to nye spillere, som skulle have spillet, så vi havde et rigtig godt hold til i morgen.

– Vi skulle også have spillet på hjemmebane og mod et andet hold, der har det svært, og som sagt, ville vi have stillet op med et bedre hold, end vi har haft til de andre kampe, så vi så det som en god mulighed for at komme tilbage på sporet. Så det er lidt ærgerligt, siger han.

Næste kamp for RIK er nu lørdag den 26. september på udebane mod FB, der fører rækken.

– Det bliver en sværere kamp, men vi skal jo møde dem alle sammen i rækken, så det er okay, siger Mathias Jensen.