DBU Bornholms formand Lars Albæk hjalp dommeren med at dømme bolden ude under kampen. Fra sidelinjen kunne han se de bornholmske kvinder vinde en 3-2-sejr over gæsterne fra Amager. Foto: Jens-Erik Larsen

DBU Bornholm-formand: ‘Det er en rigtig god dag for bornholmsk kvindefodbold’

Formanden for DBU Bornholm, Lars Albæk, er en glad mand efter at have set BK Bornholm spille sin første hjemmekamp i sæsonen.

Lørdagens kamp mod ØKF var nemlig den første københavnsseriekamp i syv år, der blev spillet på bornholmsk grund, og gensynet er noget, der bør fejres, mener han.

– Jeg synes, det er en rigtig rigtig god dag for bornholmsk fodbold, og især bornholmsk pige/kvindefodbold.

FODBOLD

Formanden for DBU Bornholm, Lars Albæk, er en glad mand efter at have set BK Bornholm spille sin første hjemmekamp i sæsonen. Lørdagens kamp mod ØKF var nemlig den første københavnsseriekamp i syv år, der blev spillet på bornholmsk grund, og gensynet er noget, der bør fejres, mener han.

– Jeg synes, det er en rigtig rigtig god dag for bornholmsk fodbold, og især bornholmsk pige/kvindefodbold. Det er en markering af, at vi kan noget, når vi vil noget sammen herover, siger han med henvisning til, at BK Bornholm er et overbygningshold, som består af spillere fra pt. otte forskellige klubber på Bornholm.

– Jeg ved, at mange af klubberne herover har fokus på, at der skal være et hold for de unge piger, der vil noget mere med fodbolden, når de bliver senior. Så får vi gang i en fortælling om pige/kvindefodbold på Bornholm, når BK Bornholm spiller kampe, så kan det være med til at hjælpe på vores målsætnng om at få mange flere piger og kvinder til at ville spille fodbold på Bornholm.

– Så der er mange positive elementer i det sådan udover, at det er selvfølgelig også bare dejligt, at de vinder kampen i dag. At de viser, at de kan være med. Det var jo faktisk et rigtig godt hold, de mødte, og så vinder de jo, og det er jo fantastisk, siger Lars Albæk, som mener, det er et rigtig godt tidspunkt, at der nu bliver stablet et 11-mandskvindehold på banen på Bornholm.

– Det vil komme til at tage tid at få bornholmsk pige/kvindefodbold virkelig op i gear. Men når jeg synes, det er positivt, at vi er, hvor vi er lige nu, så er det, fordi vi trods alt har valgt at gå ombord i den udvikling, som der også er i resten af landet, som virkelig begynder at satse på pige/kvindefodbolden. Jeg ville synes, det var så ærgerligt, at vi ikke var med på det tog, for det kører nu med en høj fart godt hjulpet af sted med nogle investeringer fra DBU og af klubber rundt om i landet. I den forbindelse skal bornholmsk fodbold finde ud af, hvilken rolle og position vi kan have i det.

Der er det vigtigt at have en ildsjæl med i det som Lasse Holmgaard?

– Ja, det er det. For når han kommer og siger, at “jeg vil gerne gå all-in på pige/kvindefodbold”, som han sagde i slutningen af sidste år, så skal det da bakkes op. De synes både vi i DBU Bornholm og i klubberne på Bornholm. Og så går vi i gang, og så må vi se, hvad der kommer til at ske.