Bornholmerne gav den gas, men det var ikke nok til, at Danmark kunne hive en sejr hjem imod Sverige. Her er det Mathias Steinlein, der ses i aktion. Privatfoto

Mekanikerne kom på overarbejde, da ni bornholmere deltog i landskamp mod Sverige

FOLKERACE

I weekenden blev den årlige landskamp i folkerace kørt på Nisseringen ved Næstved, og igen stod kampen mellem Danmark og Sverige, denne gang dog uden publikum. I alt ni bornholmere deltog og i særdeleshed Christina Steinlein kørte rigtig godt i sin Golf’er 3’er.

Hun tog to heatsejre i de indledende runder og røg derfor direkte i A-finalen, hvor hun kæmpede bravt og kom ind på en fjerdeplads.

Torben Larsen havde også godt styr på sin Audi. Han tog to heatsejre og resten andenpladser, så han kom i en B-finale. Der kæmpede han bravt om den sidste plads i A-finalen, men desværre måtte han tage til takke med andenpladsen i B-finalen.

Der blev i alt kørt tre indledende heat lørdag og to indledende heat søndag samt finaler, og resten af de bornholmske biler kæmpede også bravt mod det hårde felt.

Stort set alle de bornholmske deltagere døjede med mekaniske problemer under weekendens landskamp mod Sverige. Privatfoto

Mange uheld

Desværre var flere af bornholmerne uheldige med enten at blive påkørt eller også drillede mekanikken, og derfor var det rigtig godt, at bornholmerne havde to mekanikere med i form af Marco Jensen og Brian Borgen, som i den grad fik noget at lave.

Eksempelvis havde Erik Hansen i sin ny anskaffede Opel Vectra lidt problemer med et knækket gearskifte, men det blev fixet, og så blev der kæmpet igen. Det blev dog ikke til nogen finaleplads, selvom den kørte godt, og han fik lavet nogle seje overhalinger og kørt en mase godt ræs.

Jackie Hansen havde allerede lidt problemer med sin nye bil Peugeot 309 under træningen, hvor der var lidt problemer med, at den kogte. Men det blev også fixet, og så blev der ellers givet gas. Der kom lidt buler og et enkelt heat måtte han udgå med knækket drivaksel så desværre ingen finaleplads.

Det blev heller ikke til nogen finaleplads for Lars Andersen, som deltog i sin Opel Vectra. Desværre fik han problemer med bilens drivaksler og problemer med gearskiftet i de første heat, og det ødelagde løbene for ham, selvom han ellers rigtig god fart i bilen, og der blev kæmpet bravt.

Bente røg i autoværnet

For en af bornholmerne blev landskampen en dramatisk affære. Bente Andersen deltog i sin Opel Astra og kvalificerede sig til en b-finale, hvor hun skulle kæmpe om den sidste plads i A-finalen.

Efter starten er der en del tumult, men Bente er heldig at komme uden om i første omgang. Stor jubel på sidelinjen, men desværre er der pludselig en bil, der skubbes hen foran hende, så hun klemmes ind i autoværnet.

Hun er heldigvis okay og får gang i bilen igen og kæmper videre. Men desværre har udstødningen fået et slag i sammenstødet, og hun udelukkes for teknisk defekt, da bilen larmer for meget, så hun må desværre nøjes med sjetteladsen i B-finalen

Også Oliver Jensen oplevede at blive et trafikoffer under landskampen, da han undervejs blev påkørt af en svensker, så hans bærearm og drivaksel knækkede. Derfor fik han desværre ikke point nok til en finale, selvom han lagde godt ud med en heatsejr i den indledende runde.

Uheldene fortsatte

Også Mathias Steinlein havde problemer, selvom han deltog i en nyanskaffet bil. Hans nye Seat Ibiza nåede nemlig knap nok at komme ud og køre, da han var så uheldig, at en ledning knækkede, da han holdt på startlinjen. Så han måtte udgå i 1. heat.

Han fik dog bilen ud og køre i andet heat, hvor han også gav den god gas, men desværre laver han en kørefejl undervejs, da han er ved at overhale en Volvo. Han kommer for langt ud og hamrer ind i autoværnet, så bilen havde brug for en ny bærearm, drivaksel og tre nye motorophæng.

– Vi kunne kun skaffe én nyt motorophæng, men det lykkes at reparere et andet, så han kunne trille til start i tredje heat for at få point. Der blev efterfølgende svejset og repareret, så den var klar til fuld fart igen søndag, men det blev desværre ikke til nogen finaleplads, skriver Christina Steinlein i en pressemeddelelse.

Tobias Larsen klarede det godt i sin golf 2’er og lå i front, men det tilbagevendende problem med bilens benzinpumpe gav ham problemer, og han måtte udgå. Han sluttede med en heatsejr, men desværre ikke point nok til finale.

Udover kørerne og mekanikerne, var der også to yderligere bornholmere med. Dan Jepsen var med som flagpost, og Henrik Bloch Andersen var med som løbslederassistent. De kunne desvære konstatere, at Sverige vandt landskampen.

– Men de har også en helt anden vild kørestil end danskerene. Men næste år tager vi dem, skriver Christiana Steinlein.