Foto: Torben Ager

Leder: Det handler om meget mere end fodbold

LEDER
Det er trist for bornholmsk fodbold og øens idræt i det hele taget, at RIK’s bedste hold fra Københavnsserien valgte at opgive på forhånd og melde afbud til pokalkampen onsdag i sidste uge mod 2. divisionsklubben B93, der har hjemme på Østerbro i København.

LEDER

Det er trist for bornholmsk fodbold og øens idræt i det hele taget, at RIK’s bedste hold fra Københavnsserien valgte at opgive på forhånd og melde afbud til pokalkampen onsdag i sidste uge mod 2. divisionsklubben B93, der har hjemme på Østerbro i København.

Forklaringen på afbuddet, der betyder at holdet og Bornholm dermed er ude af den traditionsrige turnering, lød, at holdet har mange skadede spillere, og at holdet ikke ønskede at supplere med ungdomsspillere.

– Vi kunne godt have stillet op og så tabt stort. Vi vurderede bare, at det ikke ville gavne vores unge spillere. Det ville heller ikke have gavnet vores ældre bornholmsseriespillere eller B93. Vi så ikke rigtig den store mening i at skulle spille kampen, lød det fra cheftræner Mathias Jensen. Dertil kommer, at RIK har et meget komprimeret kampprogram på grund af coronapausen.

Men det er ikke noget godt argument for et afbud, at man risikerer at tabe. Selvfølgelig giver det mening at gennemføre en kamp, man har kvalificeret sig til. Hvis et hold kun stiller op, hvis træneren tror man vinder, bliver sport jo uden mening.

Tænk hvis Skagen IK, der dengang spillede i Jyllandsserien, i 1987 havde ageret som RIK. Skagen skulle møde Brøndby, der var nykårede danske mestre, der kun knebent var blevet slået i kvartfinalen i Mesterholdenes Europa Cup med 2-1 af gigantiske FC Porto. Skagen var altså endnu mere undertippede end RIK. Men Skagen vandt og slog Brøndby ud.

 

Sport er på den måde en komprimeret
udgave af livet. Der opgiver man jo heller
ikke på forhånd

 

Og de virkeligt historisk velbevandrede vil vide, at Skagen før den kamp sågar havde ekspederet et andet hold fra den bedste række ud af pokalturneringen, nemlig B1903, der senere blev den ene halvdel af FC København. De kampe er i dag en del af Skagens IF’s identitet.

For sport handler om meget mere end resultatet. Det handler om dannelse og om at ære modstanderen; at gøre sit bedste. Sport er på den måde en komprimeret udgave af livet. Der opgiver man jo heller ikke på forhånd.

Vi er stolte på Bornholm, når vinderen af den bornholmske pokalturnering skal prøve kræfter med et hold ovrefra i landspokalturneringens første runde. Det er den følelse Thomas Jørgensen, træner for NB Bornholm, der i en dramatisk kamp tabte til RIK i kampen om at repræsentere vores ø i den nationale pokalturnering, sætter disse ord på.

– Det er sindssygt ærgerligt for Bornholm og bornholmsk fodbold, at det ender med, at man må trække det hold, der skulle have repræsenteret øen i landspokalen. Det er yderst beklageligt, at det har fået det udfald, og det synes jeg ikke, klæder os på Bornholm, siger han.

Bornholms Tidende er enig i det standpunkt. For samtidig med, at vi minder hinanden om, at det bare er sport – værre er det dog ikke – så skal vi også huske, at sport er kun sjovt, hvis man tager kampen alvorligt.