RIK spillede lørdag mod BK. Skjold i Københavnsserien. Foto: Jacob Jepsen

RIK-fans om pokalafbud: Det hænger bornholmsk fodbold ud

Der er ikke stor tilfredshed blandt RIKs tilhængere med, at onsdagens landspokalkamp mod B93 blev aflyst, fordi RIK ikke kunne stille hold grundet skader.

FODBOLD

Der er ikke stor tilfredshed blandt RIKs tilhængere med, at onsdagens landspokalkamp mod B93 blev aflyst, fordi RIK ikke kunne stille hold grundet skader.

Det er i hvert fald mest skuffelse, som fire fans ytrer, da Bornholms Tidendes udsendte taler med dem i pausen af RIKs lørdagskamp i Københavnsserien mod Bk. Skjold.

– Jeg synes, det er for dårligt, og det hænger bornholmsk fodbold ud. Det viser, at vi ikke er særligt oppe på mærkerne herover, siger Erling Nielsen, der hellere havde set, at RIK-holdet havde stillet op med andetholdsspillere og ungdomsspillere og så taget imod et stort nederlag end at melde afbud mod B93.

Samme holdning har Søren Bülow, der havde glædet sig til at se pokalkampen.

– Jeg synes, at man skal stille med, hvad man kan, for det var jo alligevel en pokalkamp. Og det med at melde afbud, det er for let, synes jeg. Så har man et hold, så må man stille med, hvad man har, og så har man jo alt at vinde og intet at tabe. Og så er der ellers ikke ret meget mere at sige om den sag, siger han.

I pølseboden har Allan Madsen til dagens kamp debut som pølsevender, og han giver også udtryk for, at det var trist, at kampen måtte aflyses.

– Det er jo sjovt, når der kommer divisionshold til Bornholm, så det er jo ærgerligt, at man ikke stiller op med holdet. Om ikke andet så kunne man jo se nogle dygtige spillere fra B93 måske. Så alt i alt er det jo super ærgerligt, siger han.

Forstår beslutningen: Ville have fået en røvfuld

På sidelinjen er også RIK-spilleren Nicolai Olsens far Michael. Han fortæller, at han er mere forstående overfor beslutningen om at aflyse, da det nok havde blevet til et stort nederlag for RIK grundet de mange skader, og fordi B93 er et meget stærkt hold.

Han fortæller, at sønnen Nicolai har spillet i B93 i otte år, så han har set med egne øjne, hvor stærkt holdet er.

– De havde da nok fået en ordentlig røvfuld af B93. Men det er også svært at sige, tror jeg, for man har jo set de små klubber gøre det godt mod de store hold. Men med de skader RIK har, kan jeg godt forstå, at de har taget den beslutning at aflyse den.

– Første halvleg havde måske været okay, men de var nok blevet løbet over ende i anden halvleg, lyder vurderingen fra Michael Olsen.