Magnus Cort. Arkivfoto: Jacob Jepsen.

Magnus Cort ikke udtaget til Tour de France

Årets udgave af Tour de France bliver uden bornholmsk deltagelse, da Magnus Cort ikke er udtaget for sit hold EF Pro Cycling.

Det viser holdlisten, som søndag aften er offentliggjort på det franske cykelløbs hjemmeside. Cort må sammen med Simon Clarke nøjes med at tage plads som reserve på sit amerikanske hold.

Han kan derfor komme i spil, hvis en af hans holdkammerater ikke kan stille til start.

Otte ryttere med dansk pas er lørdag med, når dette års udgave af Tour de France skydes i gang i Nice.

Der er tale om Søren Kragh Andersen (Sunweb), Casper Pedersen (Sunweb), Michael Valgren (NTT), Mads Pedersen (Trek), Niklas Eg (Trek), Michael Mørkøv (Quick-Step), nyslået DM-vinder Kasper Asgreen (Quick-Step) og Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott).

Tour de France køres normalt i juli, men er i år blevet rykket til senere på året på grund af coronapandemien.

Rytterne kører efter planen over målstregen på Champs-Élysées i Paris 20. september. Undervejs skal de tilbagelægge 3470 kilometer.