Viking Rønnes herrehold har selv bedt om at blive rykket ned i Serie 1. Foto: Jens-Erik Larsen

Viking Rønne rykker frivilligt ned i Serie 1

Da Dansk Håndbold Forbund midt i marts måned besluttede at annullere resten af den igangværende 2019/2020-turnering i alle rækker fra 2. division og nedefter, lå Viking Rønnes herrehold på en ottendeplads i Kvalifikationsrækken med mulighed for yderligere avancement, da bornholmerne i to af de resterende fire kampe skulle møde to af bundholdene, Helsingør 3 og VHC/Vidar.

Men siden er der sket en hel del i håndboldkulisserne.

Da Dansk Håndbold Forbund midt i marts måned besluttede at annullere resten af den igangværende 2019/2020-turnering i alle rækker fra 2. division og nedefter, lå Viking Rønnes herrehold på en ottendeplads i Kvalifikationsrækken med mulighed for yderligere avancement, da bornholmerne i to af de resterende fire kampe skulle møde to af bundholdene, Helsingør 3 og VHC/Vidar.

Men siden er der sket en hel del i håndboldkulisserne, og søger man i dag efter stillingen i Kvalifikationsrækken, vil man opdage, at Viking Rønne trods otte sejre er noteret for 0 point og ligger til nedrykning til Serie 1 sammen med Helsingør 3. Begge hold havde 16 point, da turneringen blev lukket ned på grund af corona-restriktionerne.

Viking Rønne-formand Kasper Stenbye bekræfter, at Viking Rønne i den kommende sæson skal spille i Serie 1.

– Det er sket efter ønske fra spillerne, blandt andet fordi vi hænger med r…. i vandskorpen med hensyn til at finde en træner. Vi har spurgt alle dem, vi har kunnet komme i tanke om, men vi kan ikke trylle, og indtil videre er der ikke nogen, der er bidt på krogen, konstaterer Kasper Stenbye.

Michael Mortensen og holldleder Stine Flade, der har stået i spidsen for Viking Rønnes herrehold i flere sæsoner, meddelte allerede ved årsskiftet, at de ikke ønskede at fortsætte, når 2019/2020-turneringen var slut, så hvad det angår, er trænersituationen helt udramatisk.

En anden væsentlig årsag til den frivillige nedrykning er, at den i forvejen smalle Viking Rønne-trup har mistet flere af bærende spillere fra sidste sæson. Jacob Mortensen, Mads Sonne og målmand Magnus Christensen er alle rejst fra øen, og den anden målmand, pendleren Mark Filbert, er også fortid i Rønne-klubben. Desuden har 34-årige Jacob Ovesen valgt at pensionere sig selv.