Laura Hulgaard og Tommy Hulgaard. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen.

Løbsarrangør beskylder Albatros for at lancere et kopiprodukt

Det blev slået stort op, da rejseselskabet Albatros for to uger siden søsatte Marathon on the Rocks, det seneste skud på stammen af store motionsløb på Bornholm.

Marathon on the Rocks løber af stablen den 12. september på den udfordrende kyststi fra Gudhjem via Hammerknuden til Skovly nord for Rønne. Men Albatros-satsningen er ikke det eneste nye løb på Hammeren i år.

Tilbage i april så planerne for Mjølners Trail og March dagens lys. De løb skal afvikles den 28. november, altså to en halv måned senere.Bag Mjølners Trail og March står ægteparret Laura og Tommy Hulgaard og Kim Thygesen. De føler, at den seneste tilføjelse til den bornholmske løbskalender i for høj grad ligner en kopi af deres eget arrangement.

Det blev slået stort op, da rejseselskabet Albatros for to uger siden søsatte Marathon on the Rocks, det seneste skud på stammen af store motionsløb på Bornholm.

Marathon on the Rocks løber af stablen den 12. september på den udfordrende kyststi fra Gudhjem via Hammerknuden til Skovly nord for Rønne.

Men Albatros-satsningen er ikke det eneste nye løb på Hammeren i år.

Tilbage i april så planerne for Mjølners Trail og March dagens lys. De løb skal afvikles den 28. november, altså to en halv måned senere.

Bag Mjølners Trail og March står ægteparret Laura og Tommy Hulgaard og Kim Thygesen. De føler, at den seneste tilføjelse til den bornholmske løbskalender i for høj grad ligner en kopi af deres eget arrangement.

– Vi synes, at vi har planlagt et ret unikt løb, og vi har allerede lagt rigtig mange timers arbejde i det. Derfor føler vi os en smule snydt, når Albatros vælger at lave et løb som minder så meget om vores, fortæller Laura Hulgaard.

Mjølner er Thors hammer i nordisk mytologi, og ruten til Mjølners Trail og March bevæger sig rundt om Hammeren, deraf navnet.

Indtil videre er 160 tilmeldt. Men Laura Hulgaard frygter, at Marathon on the Rocks kan koste Mjølners Trail og March deltagere, alene fordi Albatros er en velkendt arrangør.

Hun er også kritisk overfor, at Albatros vil afvikle sit løb på Bornholm samme dag som Christiansø Marathon, som Tejn Idrætsforening står bag.

– Hvis der havde været bornholmske arrangør bag Marathon on the Rocks, så ville de aldrig have placeret deres løb samme dag som et andet bornholmsk løb. Jeg synes, at de skulle have orienteret sig bedre i kalenderen. Det havde vi andre gjort, fastslår Laura Hulgaard.

Laura og Tommy Hulgaard på en del af ruten til Mjølners Trail og March. Privat foto.

Ikke gjort i ond tro

Hos Albatros Adventure Marathon ærgrer løbsarrangør Rune Nortoft sig over kritikken fra folkene bag Mjølners Trail og March. Og han erkender, at det er uheldigt, at ruterne ligner hinanden.

– Det er bestemt ikke gjort i ond tro, eller for at kopiere deres arrangement, at vi nu kommer til Bornholm. Vi er godt klar over, at folk kender hinanden på øen. Og vi er også bekendt med, at andre events ikke er lykkedes på Bornholm, fordi de måske har manglet nogle lokale samarbejdspartnere. Derfor har vi blandt andet involveret Viking Atletik, fordi vi ønskede at komme ind på den rigtige måde, siger Rune Nortoft.

Ifølge ham var Albatros Travel hverken opmærksomme på Mjølners Trail og March eller Christiansø Marathon, da de planlagde løbet på Bornholm.

– Men jeg kan godt se efterfølgende, da vi blev opmærksomme på Mjølners Trail og March, at det er uheldigt, at ruterne ligner hinanden. Men når vi ser på konceptet, synes jeg alligevel, at de to løb adskiller sig fra hinanden. Jeg mener, at der er forskel på et trail og march løb, og så vores klassiske hel- og halvmaraton. Trail-løbere vil nok mene, at vores løb er overorganiseret, påpeger Rune Nortoft.

Kommer ikke til at stjæle deltagere

Rune Nortoft tror heller ikke på, at Marathon on the Rocks kommer til at stjæle deltagere fra Mjølners Trail og March.

– Men hvis vi vender tilbage til næste år, hvilket jeg håber, så skal vi nok planlægge løbet sådan, at det ikke falder sammen med Christiansø Marathon, siger Rune Nortoft.

For at undgå fremtidige sammenfald, vil Albatros vil gå i dialog med Bornholms andre løb. Men når det er sagt, mener Rune Nortoft alligevel, at der er plads til alle tre løb i år.

– Vi kan se, at stort set alle dem som har købt billet til vores løb indtil nu er vores faste kunder. Mange af dem er udenlandske, og en del af vores koncept går ud på, at bringe turisme til Bornholm. Det giver jo mening, eftersom vi er et rejseselskab, siger Rune Nortoft.

Idémand bag løbet på Bornholm er Albatros Travels stifter og ejer Søren Rasmussen, der har opholdt sig på Bornholm under coronakrisen.

30 løbere har indtil nu tilmeldt sig Marathon on the Rocks. Ifølge Rune Nortoft skal Albatros minimum sælge 100 billetter, for at få løbets økonomi til at hænge sammen.

Albatros Adventure Marathon er kendt for sine maratonløb på unikke steder rundt om på kloden. Selskabet er bedst kendt som arrangør af Great Wall Marathon på den kinesiske mur. I det første løb tilbage i 1999 deltog 300 danskere i løbet i Kina. Siden har løbet vokset sig større og større, og tiltrækker nu hvert år mellem 2.000 og 2.500 løbere.

I år har rejseselskabet dog set sig nødsaget til at aflyse seks ud af otte løb på grund af coronakrisen.

– Og vi er endnu ikke sikre på, at de to sidste løb bliver til noget. Men vi ville gerne tilbyde vores kunder muligheden for at deltage i et af vores løb, og vi har mærket en opbakning til at rejse til Bornholm. Og hele vores intention er at vise øen frem for turister, siger Rune Nortoft.

Marathon on the Rocks. Foto: Søren Rasmussen.