Etape Bornholm. Arkivfoto: Allan Rieck.

Etape Bornholm gennemføres som støttearrangement: Løb med hver dag i næste uge

På grund af covid-19 er Etape Bornholm er aflyst, men afvikles alligevel. Det lyder indviklet, og det er det på en måde også.

– Vi laver det som et pr-arrangement for det kommende år og for at få deltagere til næste år, siger Claus Clausen, formand for Viking Atletik.

Bornholms største løbeevent, Etape Bornholm, der tæller en hel maraton og fem dage, samt et børne- og ungdomsetapeløb er aflyst, men af hensyn til de turister, der har valgt at holde ferie på Bornholm, og de fastboende, som ville have brugt ugen på løb, så er der stadig en mulighed. Men der bliver hverken taget tid, ligesom der heller ikke vil være et målområde, som man kender det med salg af løbesko og resultatlister.

– Vi vil være i start og målområderne hver dag, og ruterne vil være nødafmærket, så man kan løbe dem igennem, det er sådan det bliver i år, fortæller Claus Clausen.

Mandag er atletikklubben således i Hasle fra klokken 10-19, hvor dem, der har lyst, kan løbe den 10 kilometer lange strækning igennem for egen fornøjelses skyld.

– Vi har fem-seks hjælpere ude hver dag, og der vil være vand til deltagerne i målområdet og undervejs på nogle af ruterne. Vand kan de ikke undvære, siger formanden.

Startnummeret kan man få helt gratis, hvis man møder op i det tidrum, Viking Atletik er på stedet.

Løbet så ellers inden coronakrisen ud til at blive rigtig stort i år. I marts var 1000 deltagere således tilmeldt, hvilket var 30 procent flere end året før.

– 300 har valgt at få deres penge retur, mens 700 af deltagerne har valgt at overføre deres startnummer til næste år, så det er positivt, siger Claus Clausen.

Tirsdag løbes, der på Dueodde, onsdag i Almindingen, torsdag på Hammeren og fredag i Rønne – alle dage i tidsrummet fra 10-19.