Syv drenge er mødt op til Beachhåndbold på Aakirkeby Stadion. Foto: Mette Holm Hansen

Håndbold på strømpesokker i vådt sand

– Op med armen, kom, op med armen, kom.

Syv-otte drenge står med 10 meters afstand på en sandbane og kaster til hinanden samtidig med, at de løber tre skridt frem og tre skridt tilbage.

– Ja det er hårdt, men det gør ikke noget, for i er dejlig friske, lyder det fra leder Martin Byder.

Det regner og sandet er vådt. To dage med beachhåndbold lige udenfor Aakirkeby, er det udendørs tilbud, som der helt konkret er kommet ud DIF og DGI’s økonomiske corona-tilskud til de klubber, som laver en aktivitet i løbet af sommerferien.

– Vi har fået den besked, at vi ikke har fået det fulde beløb, fordi der er så mange, der har søgt, og det er fair nok, foreningerne er jo hårdt ramt økonomisk, siger Matin Byder, håndboldleder, træner og bestyrelsesmedlem i Aakirkeby Idrætsforenings håndboldafdeling.

Flere af drengene, der er i alderen 10-13 år, løber på strømpesokker i sandet. De er hele tiden i gang.

– To bag dig Oliver, to bag dig Jonathan, det vigtige her er, at i skal være i bevægelse fremad, når i modtager bolden. Er i med på den? Giver det mening, lyder det, inden de unge tager fat på en ny øvelse.

Det kræver masser af energi at løbe i sand og samtidig kaste og gribe. Foto: Mette Holm Hansen

Håndboldgolf

I AAIF håndbold havde man håbet, at der var kommer flere tilmeldinger, men her på den sidste dag af de to, er det vigtigste dog, at klubben har været i stand til at skabe nogle rammer, hvor de unge kan komme ud og spille et par dage i løbet af sommerferien.

– I stedet satser vi på sæsonstarten, som begynder allerede sidst i juli, og så kommer vi i gang drypvis hen af vejen, siger Martin Byder og tilføjer, at de er glade for dem, der er dukket op. Blandt dem 13-årige Jonathan Schou, der er kommet fra Rønne.

– Jeg har lyst til at spille håndbold, og der er sommerpause og ikke rigtig noget i Allinge, hvor jeg spillet, siden jeg gik i 0. klasse, siger Jonathan Schou.

Hjalmar Marcher er 12 år, og han kender ikke Jonathon Schou, for til dagligt spiller han i Aakirkeby.

– Men vi har mødt hianden i kamp, siger han.

Ligesom de andre på holdet, synes han det er sjovt at spille håndbold i sandet, også selv om det regner pænt meget i Aakirkeby onsdag formiddag.

– Det er bedre end sidste år, fordi der var det så varmt, at sandet brændte, husker Hjalmar Marcher og pisker ud i det våde sand for at være makker med Allinge-spilleren.

– Vi er jo glade for, at der er nogen, for vi har alligevel brugt noget tid på stable det her på benene, men vi skulle jo have haft hoppeborg og håndboldgolf op, siger Martin Byder, der er sammen om arrangementet med bestyrelsesmedlem og træner, Merete Serup.

Hoppeborgen kommer ikke op, fordi det regner, til gengæld vil de to ledere sætte en mindre håndboldgolf-bane op senere på dagen. 12 børn var fra start af tilmeldt, men kun syv er dukket op.

– Det er fint nok, fordi vi brænder det, og jeg synes, det er fint, at man får lavet en masse tilbud i sommerferien, siger Martin Byder.