Foto: Jacob Jepsen

Nu kan du løbe Etape Bornholm på egen hånd

Etape Bornholm 2020 er aflyst på grund af coronakrisen, men for at løbet et ikke skal gå helt i glemmebogen, så arrangerer Viking Atletik en nødudgave af det store motionsløb i dagene 20.-24. juli.

Mange af de forventet 2300 deltagere kommer jo til Bornholm alligevel, fordi de har planlagt deres ferie på øen, booket sommerhus osv. Derfor skal de også have chancen for at løbe de fem etaper, som tilsammen udgør Etape Bornholms ialt 42,195 kilometer.

– Vi afmærker ruterne de fem dage (mandag i Hasle, tirsdag på Duodde, onsdag i Almindingen, torsdag på Hammeren og fredag i Rønne, red.), og så kan man løbe, når man selv vil i tidsrummet fra kl. 10 til kl. 19 – alene eller sammen med andre, når bare man følger de regler for ophold og afstand, der til den tid er gældende, forklarer Viking Atletiks formand og eventchef, Claus Clausen.

Men det bliver et løb uden nogen form for service – ingen vejvisere, ingen afspærringer og ingen tidtagning. Dog vil der være adgang til drikkevand i målområderne, hvor der også forefindes offentlige toiletter.

– Vi afmærker ruterne og markerer, hvor der er start og mål. Resten er op til løberne selv. Skiltene bliver sat op efter princippet om, at du løber ligeud, indtil du igen møder et skilt, der viser dig, hvilken retning du nu skal løbe i, forklarer Claus Clausen.

Forkortet udgave af Softice-løbet

På samme måde bliver det muligt at løbe en forkortet udgave af Softice-løbet i Gudhjem førstkommende onsdag den 1. juli. Også her kan deltagerne begive sig ud på den 4,6 km lange rute i spredt fægtning mellem kl. 10 og kl. 19. Her udleveres der dog en chip, så det er muligt at få en nettotid, ligesom der traditionen vil være en masse lodtrækningspræmier.

Om Almindingsløbet 2020, det tredje af sæsonens rigtigt store løbsarrangementer, bliver gennemført, er der endnu ikke taget endelig stilling til. Det afhænger i høj grad af de forsamlingsregler, der er gældende til den tid. Løbet er i løbsplanen berammet til lørdag den 19. september.