John Engel fik lederprisen overrakt af formanden for Sparekassen Bornholm Fondens formand, Jens Olsen. Foto: Jacob Jepsen

John kæmper for at holde liv i drengegymnastikken

Der blev kigget en ekstra gang på værkstedet hos Nyboes Auto i Rønne, da en delegation på ni personer – anført af DGI Bornholms formand Ole Dreyer – trådte ind ad døren. De go’e mekanikere lod sig dog ikke distrahere midt i en travl hverdag, og de fleste fortsatte deres arbejde, som om ingenting var hændt.

Kun John Engell anede uråd, for det var hans arbejdsstation, der var målet for de uanmeldte gæster. Ole Dreyer skred straks til handling og fortalte den overraskede John Engell, at årsagen til det store optrin i værkstedshallen var, at han, den 49-årige gymnastikleder fra Østermarie, var blevet udvalgt som modtager af DGI Bornholms og Sparekassen Bornholm Fondens Lederpris for 2020.

Prisen blev overrakt af formanden for Sparekassen Bornholm Fonden, Jens Olsen, men også fondens administrator, Tommy Bøgh Thomsen, DGI-direktør Karen-Margrethe Hansen Bager og formanden Østermarie IF’s gymnastikafdeling, Marianne Jensen, trykkede på næven, overrakte blomster eller sørgede for, at der blev skålet i den medbragte champagne.

John Engell var både glad og benovet over den pludselige opmærksomhed.

– Det er da dejligt, at der er nogen, der sætter pris på det, man går og laver, sagde han, da festkomitéen var begyndt at forberede sin retræte.

For John Engell handler det om gymnastik og i særdeleshed springgymnastik. Han kan ikke bare sidde og se på, at der er flere og flere drenge, der fravælger foreningsgymnastikken, efterhånden som de bliver ældre, og at det samtidig også bliver sværere og sværere at rekruttere drengene i de lokale gymnastikforeninger.

Det begyndte hjemme i Østermarie, men i vinter har John Engell været lige så aktiv i DGI’s springhal i Rønne, hvor han har formået at samle 30-40 drenge på et nyoprettet springhold. Når der ikke er nok til at oprette lokale springhold, så må man gå sammen fra hele øen, når man nu har fået de perfekte rammer i DGI Bornholms egen springhal, tænkte John Engell – og det har han ikke fortrudt.

– Det skal være sjovt at gå til gymnastik, og jeg tror også, drengene har hygget sig, selv om vi har forsøgt lidt af hvert for at finde det rigtige koncept. Vi har heller ikke sprunget hver uge, men i vinter passede det bedst, at vi kunne komme ind nogle lørdag formiddage, hvor der ikke var andet i hallen – og det har vist sig at være et udmærket tidspunkt, fortæller den glade prismodtager.

– Men så kom coronakrisen, så nu bliver det spændende, om vi skal begynde helt forfra, eller om de samme drenge fortsætter med at komme, når vi igen må begynde at dyrke gymnastik, tilføjer John Engell.