DGI-formand Ole Dreyer. Foto: Jens-Erik Larsen

DGI udsætter årsmøde

En af de bornholmske organisationer, der er blevet ramt hårdt af corona-restriktionerne, er DGI Bornholm. Først måtte den årlige forårsopvisning i gymnastik i Aakirkeby aflyses, og senest er årsmødet, der skulle have været afviklet tirsdag den 28. april, blevet udsat til tirsdag den 9. juni kl. 18.30.

Ændringen betyder blandt andet også, at DGI Bornholm har forlænget fristen for indstilling af kandidater til de tre priser, der uddeles på årsmødet, til fredag den 1. maj. De tre priser, det handler om, er Årets Idrætslederpris, Årets Ungepris samt Udviklingsprisen.

Fristen for tilmelding til årsmødet, der holdes i Aakirkeby Hallerne, er rykket til den 1. juni.

Årsmødet indledes traditionen tro med en let anretning kl. 17.30. Også her er tilmeldingsfristen forlænget til den 1. juni.

Af dagsordenen fremgår det blandt andet, at formand Ole Dreyer, der nu også har sæde i DGI’s landsledelse, er villig til at modtage genvalg.