Kuhn godkender efterårets sidste halvdel

Hobro tabte mandag med 0-1 til AGF på udebane, og holdet går dermed på juleferie på en sidsteplads i Superligaen.

Mandskabet indledte sæsonen svagt, men har i efterårets anden halvdel hægtet sig på de øvrige bundhold, hvilket glæder cheftræner Allan Kuhn.

– Vi fik en dårlig begyndelse på sæsonen, men det er blevet meget bedre hen over efteråret, som er en periode, jeg er glad for, siger bornholmeren.

– Vi har udviklet også rigtig meget i efteråret, og vi er nu blevet et hold, som man kan regne med i Superligaen, siger Allan Kuhn.

Træneren peger samtidig på to afgørende faktorer, der har spillet ind på Hobros forbedrede præstationer.

– Først og fremmest har vi været hårdt ramt af skader, men nu har vi fået flere spillere klar.

– Vi har tidligere i sæsonen haft syv spillere, som jeg normalt vil have med i min startopstilling, ude med skader.

– Derudover er vi blevet et godt defensivt og stabilt hold, og vi lukker ikke særlig mange mål ind, siger Kuhn.

Hobro åbner forårssæsonen med en hjemmekamp mod AC Horsens i begyndelsen af februar.