Danmark er klar til at overtage VM-værtskab i ishockey

Der er tvivl om, hvorvidt Minsk kan være vært for halvdelen af det kommende VM i ishockey, og hvis den hviderussiske hovedstad fratages værtskabet, kan flere af klodens bedste spillere havne på dansk is.

Danmark har i hvert fald meldt sig klar til at overtage VM-værtskabet.

Det siger præsidenten i Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF), René Fasel, til forbundets hjemmeside, da han bliver spurgt, om andre nationer har budt ind på potentielt at overtage værtskabet.

– Vi har modtaget en anmodning fra Danmark, og vi er i dialog med Slovakiet, siger ishockeypræsidenten.

VM afvikles i perioden 21. maj til 6. juni.

Den ene halvdel af turneringen skal spilles i lettiske Riga, mens den anden halvdel altså er planlagt til at blive spillet i Minsk.

En del af VM-tvisten består dog også mellem de to værtslande.

Letland har meldt ud, at landet ikke ønsker, at Hviderusland skal være involveret i VM.

En række andre lande har også givet udtryk for, at de ikke ønsker at deltage i en VM-turnering i Hviderusland. Det har Danmarks Ishockey Union (DIU) eksempelvis slået på tromme for.

– Vi vil ikke have vores ishockeylandshold til VM i Minsk. Vi vil have, at VM skal afvikles i et andet land, sagde DIU-direktør Ulrik Larsen til DR i sidste uge.

Det skyldes, at Hviderusland har oplevet voldsomme demonstrationer rettet mod præsident Aleksandr Lukasjenko, efter at han i august blev genvalgt. Oppositionen beskyldte præsidenten for at have svindlet med valget, og EU har siden indført sanktioner mod Lukasjenko.

Samtidig har en ekspertgruppe nedsat af IIHF udtrykt skepsis over, hvordan Hviderusland håndterer coronapandemien.

/ritzau/