Tottenham kvaser miniput i FA Cuppen

Tottenham er sikkert videre til fjerde runde i FA Cuppen efter en 5-0-sejr over Marine AFC.

Brasilianeren Carlos Vinicius scorede tre gange i sejren over det upåagtede hold fra den ottendebedste række.

Hattricket faldt fra midten af første halvleg og 13 minutter frem – indimellem Vinicius tre scoringer hamrede Lucas Moura et frispark i mål til 3-0, så stillingen var 4-0 ved pausen.

Pierre-Emile Højbjerg var ikke med hos gæsterne, hvor flere reserver fik spilletid.

Blandt andre den blot 16-årige Alfie Devine, der fra anden halvlegs start fik debut som den yngste i Tottenhams historie.

Blot et kvarter senere lynede teenageren, da han trak fri og lagde bolden fladt ind ved den nærmeste stolpe til 5-0. Dermed blev han også Tottenhams yngste målscorer nogensinde.

Tottenham var i fuld kontrol, men Marine-spillerne havde også enkelte fine aktioner. Da det fortsat stod 0-0, havde værterne et lumsk skudforsøg, der tog overliggeren.

Selv om kampen blev afviklet uden tilskuere, så kunne mange lokale fra de omkringliggende huse følge med, da der var frit udsyn til græsset fra gaderne rundt om det lille stadion.

Ifølge engelske medier var der 161 placeringer mellem Tottenham og Marine AFC i det engelske ligasystem – det skulle være den største forskel i FA Cuppens historie.

Tidligere på søndagen spillede Tottenhams konkurrenter fra Premier League – Manchester City og Chelsea – sig videre til fjerde runde i verdens ældste fodboldturnering.

Til gengæld er Leeds færdig efter et 0-3-nederlag til Crawley Town fra League Two.

Mandag er der lodtrækning til fjerde og femte runde.

/ritzau/