Stærkt Rams-forsvar sikrer playoff-sejr over Seattle Seahawks

Los Angeles Rams er klar til Divisional-runden i dette års NFL-slutspil, efter at holdet natten til søndag dansk tid besejrede Seattle Seahawks 30-20 i begge mandskabers første playoff-kamp.

Sejren kom især i hus takket være stærkt spillende Rams-forsvar, der det meste af kampen havde godt styr på Seattles quarterback Russell Wilson og den stærke receiver DeKaylin “DK” Metcalf.

Rams’ forsvar stod også bag kampens første touchdown, da Darious Williams opsnappede en aflevering fra Russell Wilson, inden han med et løb på 42 yards sikrede Rams en føring på 13-3.

Wilson fik hurtigt oprejsning, da han umiddelbart efter sikrede et touchdown med en lang aflevering til “DK” Metcalf.

Men det var Seattle, der jagtede Rams det meste af kampen.

Og i fjerde quarter kunne Rams-quarterback Jared Goff sætte dødsstødet ind, da han med et præcist kast sikrede holdets tredje touchdown i kampen.

Los Angeles Rams deltager slutspillet i den halvdel af ligaen, der hedder NFC.

I AFC-halvdelen sikrede Buffalo Bills sig lørdag holdets første playoff-sejr i 25 år med en snæver sejr på 27-24 Indianapolis Colts.

Bills’ quarterback Josh Allen var den helt store oplevelse i kampen, da han kastede for to touchdowns og løb for en tredje.

Dermed er Buffalo Bills klar til Divisional-runden i AFC, hvor holdet enten skal op imod Cleveland Browns eller Pittsburgh Steelers.

Vinderne af slutspillet i NFC og AFC møder hinanden i Super Bowl 7. februar.

/ritzau/Reuters