Norsk EM-guldvinder slutter sig til Team Esbjerg

Team Esbjerg har sikret sig den norske landsholdsspiller Henny Reistad.

Det bekræfter håndboldspilleren over for nyhedsbureauet NTB.

Hun skifter til den vestjyske klub fra norske Vipers Kristiansand, som lørdag spillede uafgjort mod netop Esbjerg i Champions League.

Her scorede hun fire mål.

– Det var et svært valg, men det handler i bund og grund om at få en udfordring, hvor alt er nyt. Jeg tror, at det er godt for min videre udvikling, siger hun til NTB.

– Når man sætter Vipers op mod Esbjerg, er der ikke den store forskel. Jeg må sige, at det har været et svært valg.

21-årige Reistad var med, da Norge i december vandt guld ved EM, der blev afholdt i Danmark.

Reistad har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2023.

/ritzau/