Australsk sprinter vil vinde etaper i alle grand tours i år

De færreste cykelryttere formår at vinde etaper i de tre grand tours, Giro d’Italia, Tour de France og Vuelta a España, i løbet af en karriere.

Den australske sprinter Caleb Ewan vil gøre det på samme år.

Det fortæller han i et interview med avisen Het Nieuwsblad.

– Det er et af mine mål for 2021, siger han.

Ewan mener, at der er fine forudsætninger for at hente gode resultater i det største cykelløb af alle, Touren. Her drømmer han også om at kæmpe med om den grønne pointtrøje.

– Touren byder i år på flere muligheder for sprintere, og det ser jeg som en stor chance. De andre år har jeg ikke været inde i kampen om den grønne trøje, og jeg har kun gået efter etapesejre, siger australieren.

26-årige Caleb Ewan har allerede vundet etaper i de tre store etapeløb. Indtil videre er det blevet til fem etapesejre i Tour de France, tre i Giro d’Italia i og en i Vuelta a España for den 165 centimeter høje cykelrytter, som kører for belgiske Lotto Soudal.

World Tour-sæsonen hos mændene bliver skudt i gang med UAE Tour, der køres i slutningen af februar. Første grand tour er Giro d’Italia, som begynder 8. maj.

/ritzau/