Aston Villa vil sende ungdomshold på banen mod Liverpool

Der venter en stor mundfuld for Aston Villas unge talenter, når klubben fredag aften møder Liverpool i FA Cuppen i England.

Aston Villa forventes nemlig at sende sine ungdomsspillere på banen på grund af et omfattende coronaudbrud i klubben.

Det skriver The Guardian.

Udbruddet betyder, at hele klubbens førstehold er i isolation. Årsagen er, at Aston Villa har registreret et “stort antal” positive coronatilfælde blandt førsteholdsspillere og staben omkring førsteholdet.

For at få kampen afviklet har man derfor kigget til ungdomsafdelingen.

Her er spillerne blevet testet, og fredag formiddag er der givet grønt lys til, at kampen kan spilles som planlagt fredag aften.

Det skriver Aston Villa på sin hjemmeside.

Det bliver Aston Villas U23-træner, Mark Delaney, der overtager tøjlerne fra klubbens sædvanlige manager, Dean Smith.

Aston Villas førstehold har ikke trænet sammen siden tirsdag, hvor testsvar fra mandag afslørede et større udbrud.

Der er derfor også tvivl om, hvorvidt klubben kan spille de kommende Premier League-kampe mod Tottenham (13. januar) og Everton (16. januar).

Når et ungdomshold fredag går på banen, så vil det ikke være første gang i en seniorkamp mellem Aston Villa og Liverpool.

Faktisk stillede Liverpool med et ungdomshold for godt et år siden – i december 2019 – i klubbens Liga Cup-kamp mod Aston Villa.

Liverpools førstehold var afsted til klub-VM.

Aston Villa vandt den kamp med 5-0.

/ritzau/