Stort coronaudbrud får Aston Villa til at lukke anlæg

Coronapandemien har i de seneste uger fået godt fat i engelsk fodbold og har ført til aflysninger i Premier League, og nu er den gal i Aston Villa.

Torsdag oplyser klubben i en pressemeddelelse, at man lukker sit træningsanlæg, Bodymoor Heath i Birmingham, som følge af et stort udbrud.

– Et stort antal spillere og medlemmer af staben blev testet positive i forbindelse med mandagens test, og de gik øjeblikkeligt i isolation.

– En ny testrunde blev udført med det samme, og i dag udløste det flere positive testresultater, lyder det fra Aston Villa.

Træningen forud for fredagens FA Cup-kamp mod Liverpool er derfor aflyst, og man er i dialog med Det Engelske Fodboldforbund (FA) og Premier League om situationen.

Der er i de seneste uger sat rekord for antallet af smittede i Premier League.

Tirsdag blev det oplyst, at der i perioden 28. december-3. januar er 40 personer med tilknytning til ligaen, som er testet positive for covid-19.

Det er mere end en fordobling i forhold til ugen inden, hvor 18 blev testet positive.

I den seneste periode er spillere, trænere, ledere, dommere og andre med tilknytning til klubberne og ligaen blevet coronatestet to gange mod tidligere kun en ugentlig test.

I perioden er tre Premier League-kampe blevet udskudt efter smitteudbrud i enkelte klubber. I alt er fire Premier League-kampe blevet udsat i den seneste tid, og fredag kan det meget vel ske for FA Cup-kampen mellem Aston Villa og Liverpool.

Premier League har tidligere afvist at holde en coronapause trods en stigning i antallet af smittede, og den linje fastholder ligaen.

/ritzau/