Lasse Schöne: I Danmark er kun FCK en mulighed

Som ledig og jobsøgende på fodboldmarkedet udelukker Lasse Schöne ikke et skifte til dansk fodbold, men så kan det kun blive FC København.

Det fortæller den 34-årige dansker, efter at han er blevet enig med Genoa om at ophæve samarbejdet.

Hvis det skulle ende med at blive en fremtid i Danmark, er der dog kun én mulig destination, og det er FCK.

– Lige nu er der ikke noget konkret med danske klubber, men skal jeg til Danmark, er der kun én klub, jeg kan tage tilbage til. Jeg kommer fra en FCK-familie, så det giver sig selv, at det kun kan være dem.

– Hvis jeg skal gøre mig gældende til landsholdet og til EM, skal jeg spille på så højt et niveau som muligt, siger Schöne til bold.dk.

I det seneste halve år har han ikke været en del af Genoas trup, og nu forlader han Italien, efter at kontrakten er ophævet.

– Min far og lillebror er store fans af FCK, så de kunne nok godt se mig i klubben, men mest af alt er de jo også bare glade for, at jeg er kommet ud af kontrakten og nu kan se frem til, at der skal ske noget nyt, siger han.

Schöne flytter retur til Holland, hvor familien har et hus og en base. Her vil han træffe en beslutning om fremtiden.

Han har spillet 50 landskampe for Danmark.

/ritzau/