Kollegerne kroner igen Harder som årets fodboldspiller

Pernille Harder forlænger sit monopol på hæderen som Årets Kvindelige Fodboldspiller i Spillerforeningens afstemning.

Landsholdsanførerens præstationer i 2020 indbringer hende prisen for sjette gang i træk og syvende gang i alt.

Det er de kvindelige fodboldspillere, der har stemt, og her var der ingen tvivl om udfaldet: Hele 91 procent af stemmerne gik til Pernille Harder.

– Det har været et specielt år med corona, som har været en stor del af 2020, siger Pernille Harder til Spillerforeningens hjemmeside.

– Men samtidig har der også været fodbolddelen, hvor jeg bare har prøvet at gøre det så godt som muligt, og det har jo også udmøntet sig i rigtig gode resultater med Wolfsburg og også personligt med mit skifte til Chelsea og min topscorertitel i den tyske liga.

– Det har været et godt år, hvis man ser på de ting, jeg har opnået og på præstationerne. Jeg synes, det har været en af mine bedre sæsoner. Jeg har præsteret på et højt niveau over flere år, og det er næsten det, der gør mig mest stolt, lyder det fra prisvinderen.

Det er ikke kun i Danmark, Harders indsat på fodboldbanerne er blevet værdsat. Hun er tidligere blevet hyldet af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) som Europas bedste i 2020.

Harder scorede i sidste sæson 27 mål i 21 kampe for tyske Wolfsburg, inden hun skiftede til Chelsea i en handel, der gjorde hende til den dyreste kvindelige fodboldspiller nogensinde.

Også på det danske landshold har hun haft et godt år. Danmark kvalificerede sig i overlegen stil til EM-slutrunden i 2022 efter ti kvalifikationskampe, der udløste ni sejre og en uafgjort.

To af Harders landsholdskolleger fik de øvrige stemmer i afstemningen om Årets Spiller.

Seks procent pegede på Rikke Sevecke, mens tre procent satte kryds ved Nicoline Sørensen. Begge spillere er på kontrakt i Everton.

/ritzau/