Sønderjyske sælger Bah til Slavia Prag i rekordhandel

Superligaklubben Sønderjyske må vinke farvel til en af klubbens største profiler, men kan samtidig sige goddag til en stor pose penge.

Tirsdag aften meddeler klubben, at den har solgt højrebacken Alexander Bah til tjekkiske Slavia Prag. Der oplyses ikke en overgangssum, men Sønderjyske skriver på sin hjemmeside, at det er klubbens største salg nogensinde.

Allerede mandag kunne Ekstra Bladet berette, at handlen var godt på vej. Ifølge avisen var klubberne blevet enige om en pris på 13 millioner kroner.

Sportschef Hans Jørgen Haysen er glad for, at Sønderjyske ifølge ham er nået til et punkt, hvor man har råd til at sige nej, indtil buddet er tilstrækkeligt højt.

– Vi er først og fremmest glade på Alexander Bahs vegne, for det har været et brændende ønske for ham at lave et stort skifte til udlandet, men vi er også meget stolte af dette salg, som er en historisk stor handel for vores vedkommende.

– Handlen viser, at Sønderjyske har rykket sig som klub, og vi er kommet op i en anden liga, når det kommer til at sælge spillere.

– Vi behøver ikke længere at sælge til første interesserede klub, men vi kan sælge til den rigtige pris og på det rigtige tidspunkt, og denne gang passer det hele sammen, siger sportschefen.

Alexander Bah kom til Sønderjyske i sommeren 2018 fra HB Køge. Dengang spillede han på banens forreste pladser, men siden er han rykket længere tilbage på banen.

Omskolingen til højre back kastede i november en landsholdsdebut af sig, da han spillede – og scorede – i den afbudsramte testkamp mod Sverige.

Hans kontrakt med de tjekkiske fodboldmestre løber frem til sommeren 2025, skriver klubben på sin hjemmeside.

– Jeg kommer for at hjælpe holdet med at vinde titler og få succes i de europæiske turneringer.

– Jeg ved, at andre klubber også var interesserede i mig, men da jeg hørte om Slavias interesse og holdets spillestil, som passer godt til mig, var jeg klar til at skifte, siger Alexander Bah.

Den 23-årige danskers nye klub røg i efteråret ud til FC Midtjylland i kvalifikationen til Champions League, men formåede siden at gå videre til knockoutfasen i Europa League.

/ritzau/