Københavnske håndboldkvinder skuffer mod bundhold

København Håndbolds positive stime på tre sejre i træk i Bambusa Kvindeligaen har fået en ende.

Overraskende tabte københavnerne tirsdag aften udekampen til Horsens Håndbold Elite med 22-23.

Opgøret var tæt gennem næsten hele kampen, men i slutfasen fik et coronadecimeret Horsens-hold oparbejdet kampens første tremålsføring og forsvarede sejren hjem med det yderste af neglene.

I sidste sekund kunne Aimée von Pereira have udlignet, men tyskerens afslutning var for svag.

Med sæsonens fjerde sejr overlader Horsens nu næstsidstepladsen til Skanderborg, men Horsens har dog stadig langt op til en slutspilsplads.

København forsømte at hale ind på ligaens toptrio og befinder sig på fjerdepladsen.

På forhånd var gæsterne ellers store favoritter til at tage sejren, men Lars Frederiksens Horsens-mandskab var ikke sådan at slå ud af kurs.

Horsens var foran i det meste af første halvleg, men måtte gå til pausen med 12-12. I løbet af de første 30 minutter havde københavnerne både været lidt uheldige med flere stolpeskud, men også lavet et væld af uprovokerede fejl.

I anden halvleg var billedet det samme, og gæsterne var kun noteret for en enkelt føring efter pausen. Det var ved 16-15, men Horsens kom straks igen og tog flere føringer.

Efter Larissa Nussers udligning til 20-20 i slutfasen tog københavnerne en scoringspause på seks minutter, og det var der ikke råd til.

Horsens slog et hul på tre mål, og selv om spændingen kom tilbage før kampens sidste minut, tog hjemmeholdet en uventet sejr.

/ritzau/