Amerikaner står bag ny Bakken-triumf i Champions League

Bakken Bears lever fortsat i basketballens Champions League.

Tirsdag aften vandt aarhusianerne med 96-78 hjemme over Galatasaray i næstsidste runde af gruppespillet.

I tilfælde af et nederlag ville aarhusianerne være slået ud af turneringen før grundspillets sidste kamp, men i stedet har Bakken nu en mulighed for at gå videre.

Det kræver dog en hjemmesejr over Tenerife i sidste runde, men selv det kan vise sig ikke at være nok, alt efter hvordan de øvrige resultater i gruppen flasker sig.

Quenting J. Peterson kan tilskrives en stor del af æren for Bakkens sejr. Den amerikanske point guard, der kom til Aarhus-klubben sidste år, lavede 35 point, hvilket var klart flest af alle spillere på banen.

Seks gange sendte han en trepointsscoring i kurven.

Tirsdagens Bakken-sejr blev grundlagt i løbet af kampens første halvdel. Bakken vandt første quarter 29-20 og andet quarter 29-19 og førte derfor 58-39 midtvejs i opgøret.

Siden lykkedes det for tyrkerne at få reduceret føringen i den resterende del af kampen, men forspringet nåede aldrig ned på at være på under 12 point.

Den afgørende gruppekamp mod Tenerife afvikles 20. januar. Med nederlag har Galatasaray udspillet sin rolle i turneringen.

/ritzau/