I VM i dart er verdens nummer tre, waliseren Gerwyn Price, og Gary Anderson, der har været verdensmester to gange i karrieren, klar til søndagens finale.
Det står klart, efter at Price slog Stephen Bunting 6-4, og Anderson slog Dave Chisnall 6-3, i lørdagens semifinaler.
Det skriver Sky Sports.
Lykkes det Gary Anderson at slå Gerwyn Price i søndagens finale i Alexandra Palace i London, vil Anderson overhale Jocky Wilson i rekordbøgerne og blive den eneste skotte i dart-historien, som har vundet tre verdensmesterskaber.
Imens vil en sejr for Gerwyn Price betyde, at han bliver den nye nummer et i verden.
Gary Anderson er seedet som nummer 13 i turneringen, mens Gerwyn Price er tredjeseedet.
Selv om Gary Anderson slog Dave Chisnall komfortabelt 6-3, var han ikke tilfreds med sin præstation.
– Jeg kom hertil uden nogen forventninger, men vi er nået til finalen, og det er slet ikke så skidt, siger han ifølge Sky Sports.
Det er Andersons femte PDC-finale.
PDC (Professional Darts Corporation, red.) er verdens største dartforbund og arrangør af VM.
Kun dart-legenden Phil Taylor har været i flere finaler.
VM spilles i et tomt Alexandra Palace i London. Spillerne dyster om en førstepræmie på 500.000 pund, hvilket svarer til lidt over fire millioner kroner.
/ritzau/