Knæskade koster islandsk håndboldstjerne VM

Det islandske håndboldlandshold er blevet alvorligt svækket inden VM for herrer i Egypten senere på måneden.

Landstræner Gudmundur Gudmundsson må nemlig undvære holdets centrale figur og absolut største navn, når det går løs i Egypten.

Barcelona-spilleren Aron Palmarsson er blevet skadet og må vinke farvel til slutrunden, oplyser Islands Håndboldforbund (HSI) på sin hjemmeside.

– Aron Palmarsson, landsholdets kaptajn, har været nødt til at trække sig ud af truppen på grund af en knæskade.

– Efter at være blevet undersøgt af landsholdets læger står det klart, at Aron ikke kan spille i januar, skriver forbundet.

Island er i indledende gruppe med Portugal, Marokko og Algeriet ved VM, der foruden Palmarsson finder sted uden flere store navne.

Sverige og Tyskland har modtaget markante afbud, blandt andet fra spillere, der ikke ønsker at rejse til Egypten, mens coronapandemien raser.

Danmark må stille op uden playmakerprofilen Rasmus Lauge. I begyndelsen af december kom han galt af sted med sit knæ i kamp for sin klub, Veszprem.

VM spilles mellem 13. og 31. januar.

/ritzau/