Liverpool snubler igen i engelsk titelkamp

Den sidste kamp i Premier League i 2020 endte uden scoringer.

Det vil Liverpool være mest ked af, da 0-0-resultatet ude mod Newcastle ikke kan bruges til det helt store i kampen om at vinde det engelske mesterskab.

Nullerten kommer efter et skuffende 1-1-resultat hjemme mod West Bromwich, så Liverpool går ind i det nye år med et par dyrebare pointtab.

Tidligere i december spillede Liverpool også uafgjort 1-1 ude mod Fulham.

Liverpool topper dog fortsat Premier League med 33 point efter 16 kampe. Manchester United er nummer to med 30 point efter 15 kampe.

Newcastle havde blot bolden i en fjerdedel af tiden og virkede fra start til slut tilfreds med et enkelt point.

Liverpool skabte de fleste og største chancer, men skarpheden var en mangelvare.

Enten havnede forsøgene forbi eller over mål, eller også stod Newcastle-keeper Karl Darlow i vejen.

Især Liverpool-angriberen Mohamed Salah kunne nemt have scoret et par gange, og det samme kunne angrebsmakkeren Roberto Firmino.

Salah havde blandt andet en mulighed alene med Darlow, hvor Newcastle-målmanden akkurat fik hånden på og verfede bolden til hjørne.

Firmino havde to store chancer på hovedstød, men brasilianeren kunne heller ikke få bolden i nettet.

Endelig havde Sadio Mané i Liverpool-angrebet en decideret offday, hvor alt for mange aktioner mislykkedes.

Midtbanespilleren Thiago Alcântara gjorde comeback for Liverpool, da spanieren blev indskiftet. Det hjalp på spillet, men det var ikke nok til at skaffe mere end et enkelt point.

Det kunne også være gået endnu værre for det forsvarende mesterhold, da Newcastle også havde sine muligheder.

Liverpool-målmand Allison Becker var dog på plads, når Newcastle blev nærgående, og derfor kom der aldrig hul på målbylden på St. James’ Park.

/ritzau/