En atletiktræner i Aalborg blev i juli fyret, fordi han masserede en 16-årig pige og dermed overskred en aftale om på ingen måde at røre atleterne.
Det skriver B.T. onsdag.
Den særlige aftale var blevet indgået, da træneren blev ansat i klubben.
Forinden havde træneren været ansat i Danmarks største atletikklub, Sparta, på Østerbro, men her stoppede samarbejdet i foråret 2018.
Ifølge B.T.’s oplysninger skete det, blandt andet fordi flere piger følte sig krænket af hans intime berøringer.
Kort tid efter blev han ansat i Aalborg Atletik & Motion, og det var altså her, at den særlige berøringsaftale blev indgået. I den stod, at træneren under ingen omstændigheder måtte røre atleterne.
Det omfattede også blandt andet highfives og kram.
Det var den aftale, som træneren overskred, da han i juli masserede en pige. Det siger Aalborg Atletik & Motions nuværende formand, Peter Würtz.
– I forbindelse med hans ansættelse lavede vi en klokkeklar aftale med ham.
– Den gik ud på, at han ikke måtte røre atleterne, hvilket blev lavet på baggrund af hans historik i den tidligere klub. Og den har han overskredet, siger klubbens formand, Peter Würtz, til B.T.
Peter Würtz var ikke formand i klubben, da aftalen blev indgået. Det var i stedet Jørgen Hein, der i dag er rådmand i Aalborg Kommune.
– Han var en dygtig træner, og jeg synes ikke, at jeg burde have gjort noget anderledes. Vi lavede en særlig aftale, og der var åbenhed om det.
– Jeg vidste ikke, om historierne fra København var sande, men jeg valgte alligevel at indgå den aftale med ham, for at der ikke skulle opstå tvivl om noget. Men set i bakspejlet er det da en trist historie, siger Hein til B.T.
Atletiktræneren er ikke vendt tilbage på henvendelser fra B.T.
/ritzau/