Balotelli afløser dansker og debuterer med lynmål

Engang regnede man Mario Balotelli blandt Europas bedste angribere, men selv om han nu frister en tilværelse på et lavere niveau i den italienske Serie B, kan han stadig trække overskrifter.

Onsdag debuterede han for topholdet AC Monza, og Balotelli skulle bare bruge fire minutter for at score sit første mål for klubben.

Han stod i en god position i straffesparksfeltet og havde nemt ved at bugsere et indlæg i mål til 1-0 i hjemmekampen mod førerholdet fra Salernitana, der siden blev vundet med 3-0.

Ifølge italienske medier erstattede Balotelli danskeren Christian Gytkjær, der døjede med en skade.

Med sejren ligger Monza på tredjepladsen med 29 point, mens Salernitana har 31. De to bedste rykker direkte op i Serie A.

30-årige Balotelli skrev tidligt i december kontrakt med Monza for resten af sæsonen, efter at han i sommer blev løst fra sin kontrakt hos Brescia.

Balotelli har været vidt omkring, siden han som teenager brød igennem hos Inter. Siden skiftede han til Manchester City, AC Milan, Liverpool, Nice og Marseille.

I særligt 2012 og 2013 var han fast mand på det italienske landshold, hvor han i alt fik 36 kampe og scorede 14 mål.

Han har dog også været kendt for en række kontroversielle episoder uden for banen.

Nu er han i Monza blevet genforenet med Silvio Berlusconi. Den tidligere italienske regeringschef, der i mange år har været klubejer i Milan, overtog ejerskabet af Monza i 2018.

/ritzau/