Smitteudbrud hos Manchester City udskyder udekamp

Opgøret mellem Everton og Manchester City i Premier League skal ikke spilles mandag aften som planlagt.

På grund af et stort smitteudbrud hos Manchester City er kampen blevet udskudt.

Det skriver de to klubber på deres hjemmesider.

– Efter den seneste runde af covid-19-test er der blevet konstateret en række positive prøver i tillæg til de fire, som klubben kunne berette om juledag.

– Der er en risiko for, at smitten har spredt sig yderligere i truppen og staben. Baseret på rådgivning fra Premier League og efter en konsultation med begge klubber er det besluttet at udskyde kampen, skriver Manchester City på sin hjemmeside.

Alle de smittede skal nu i selvisolation efter de gældende regler i coronaprotokollen for Premier League.

/ritzau/