Henrik Toft Hansen er smittet med coronavirus kort før Final 4-stævnet i Champions League.
Det skriver håndboldklubben Paris Saint-Germain på sin hjemmeside.
Den danske stregspiller er sammen med Luc Steins blevet testet positiv og deltager dermed ikke i mandagens opgør mod FC Barcelona.
Mikkel Hansen er derfor eneste dansker i truppen hos det franske hold.
PSG møder Barcelona klokken 18 mandag i kampen om en finaleplads, og senere på aftenen mødes THW Kiel og Veszprem i en dyst om den anden billet.
Hos Kiel er coronavirus også årsagen til, at Magnus Landin går glip af finalestævnet i den tyske storby.
Landin har været smittet for nylig og er endnu ikke kampklar. Han må derfor se kampene fra tribunen.
På grund af coronapandemien blev Champions League-slutspillet frem til semifinalen udskudt og senere aflyst.
Semifinalepladserne gik derfor til de to bedst placerede hold i gruppe A og B, og Final 4-stævnet blev udskudt til slutningen af december.
/ritzau/