Guardiola: Alle får mærkelige resultater i denne sæson

Manchester City-manager, Pep Guardiola, tør ikke spå om, hvorvidt hans hold kan spille med om titlen i denne sæson.

Det siger han, efter at City lørdag aften sikrede sig en komfortabel 2-0-sejr hjemme mod Newcastle.

Resultatet betyder, at holdet rykker op på femtepladsen i Premier League bare fem point efter førerholdet Liverpool.

Men på trods af at City imponerede lørdag og ser ud til at være ved at finde formen, så er Guardiola forsigtig med at udtale sig om holdets mesterskabschancer, i en sæson der er ved at udvikle sig særdeles uforudsigeligt på grund af coronapandemien.

– Vi er langt væk fra toppen. I sidste uge lå vi nummer ti i tabellen. Hele sæsonen er vendt op og ned. Alle får mærkelige resultater, så i denne sæson er du nødt til at være rolig i de gode og dårlige øjeblikke, siger Guardiola.

Den spanske manager er dog utrolig tilfreds med holdets præstation mod Newcastle.

– Det er det tempo, som vi er nødt til at spille i. I dag var vores positionsspil perfekt. Uheldigvis kunne vi ikke score flere mål, men det var et godt resultat, siger han.

Manchester City skal i kamp igen om bare 48 timer, når holdet mandag aften møder Everton på udebane.

Dermed bliver der lagt yderligere pres på Guardiolas trup, der for tiden er uden Kyle Walker og Gabriel Jesus, efter at de begge blev testet positive for covid-19 for nylig.

– Pandemien putter os alle i en ekstrem situation, men det er sådan, England og det engelske fodboldforbund gerne vil have det, så det accepterer vi, siger spanieren.

Newcastle møder onsdag Liverpool på hjemmebane.

/ritzau/