Solskjær verfer snak om muligt mesterskab væk

Fra fyringstruet til mesterskabsbejler.

Det er gået stærkt for Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær i denne sæson.

For ikke så mange uger siden blev den 47-årige nordmand spurgt til sin egen jobsikkerhed og fremtid i United efter et nederlag i Champions League.

Nu – før topkampen ude mod Leicester på Boxing Day – skal Solskjær forholde sig til muligheden for at vinde det engelske mesterskab.

Det skyldes, at United lørdag med en sejr over Leicester kan bringe sig blot to point fra Liverpool på førstepladsen i Premier League.

Solskjær forsøger at nedtone titelsnakken, som kommer for tidligt på sæsonen ifølge manageren.

– Der er meget larm omkring Manchester United, så for os handler det om at forbedre os som hold og tage én kamp ad gangen. Det er vi nødt til, sådan er spillet.

– Det er den eneste måde, man kan række ud efter noget i slutningen af sæsonen. Så det er ikke noget, vi snakker om, siger Solskjær ifølge AFP.

United har med seks sejre i de seneste syv ligakampe kæmpet sig op på en tredjeplads med 26 point efter 13 kampe.

Leicester har 27 point for en kamp mere, mens Liverpool fører rækken med 31 point efter 14 kampe.

Solskjær kigger ikke på tabellen på nuværende tidspunkt, insisterer han.

– Det eneste, vi snakker om og fokuserer på, er at forbedre os og lære dag for dag.

– Vi får måske lidt ros i øjeblikket, men det er bare en anden ting, vi skal lære at håndtere, siger Solskjær.

Uniteds form på udebane i Premier League har været formidabel i denne sæson med seks sejre ud af seks mulige.

I alle seks kampe har United vundet efter at have været bagud med et eller to mål.

– Vi kan ikke blive ved med at vinde, hvis vi giver modstanderne føringen hele tiden, advarer Solskjær og uddyber:

– Leicester er et af de hold, man bestemt ikke ønsker at give en føring på et mål eller to, fordi de har så mange spillere, der er gode til at slå til på kontra, og så kan man nemt indkassere to, tre eller fire mål.

I onsdags vandt United 2-0 ude over Everton og avancerede til semifinalen i Liga Cuppen.

– Hver gang du vinder en kamp, så får du energi, og det booster din moral og tro på tingene.

– Resultater afføder god holdånd og god stemning, og det giver selvtillid, siger Solskjær.

Pokalkampen mod Everton var Uniteds udekamp nummer 14 i træk i hjemlige turneringer, som er endt med sejr.

/ritzau/