Mourinho skoser Dele Alli efter dyrt boldtab

Dele Alli fik en sjælden plads i Tottenhams start-11’er, da London-klubben lillejuleaften mødte Stoke i Liga Cup-kvartfinalen.

Kampen endte med en 3-1-sejr til Tottenham, der dermed gik videre. Stokes mål, som gjorde det til 1-1, kom efter et boldtab af Alli, og det har manager José Mourinho ikke meget til overs for.

– De ramte os på en omstilling, så ja, det var jeg træt af, siger den portugisiske manager efter kampen.

– En spiller, der spiller i den position (Allis, red.), er én, der skal skabe sammenhæng, skabe chancer, ikke forårsage problemer for sit eget hold.

Alli, der lader til at være røget i Mourinhos sorte bog, blev skiftet ud cirka 20 minutter inde i anden halvleg og lod til at få et par knap så velmenende ord med sig fra portugiseren på sin vej ud på bænken.

Heldigvis for Mourinho og Tottenham gjorde Ben Davies det lidt efter Stokes udligning til 2-1, inden Harry Kane lukkede kampen med sin 3-1-scoring.

/ritzau/