Japansk overraskelse ryger ud af dart-VM

Den japanske dart-sensation Edward Foulkes er færdig ved VM i London.

Tirsdag blev det til et exit i anden runde af den traditionsrige turnering, der er den største i den professionelle dartkalender.

Nordirske Brendan Dolan sendte Foulkes ud med en sejr på 3-1 i sæt og sørgede for, at VM’s helt store solstrålehistorie fik en brat ende.

Edward Foulkes havde egentlig lagt dartpilene på hylden. Men i 2019 begyndte han alligevel at spille igen.

I år var det så planen, at Foulkes, der til daglig arbejder som bartender, skulle spille soft tip dart – hvor pilene har en blød spids, og skiverne er elektriske – der er stort i hjemlandet.

Men coronapandemien aflyste alle turneringer, og så samlede han de “normale” dartpile op igen. Den slags turneringer blev der nemlig stadig afholdt. Foulkes vandt og fik en plads ved VM.

Her dyster verdenseliten om en førstepræmie, på hvad der svarer til fire millioner kroner. Men Foulkes havde alligevel noget at byde ind med.

Japaneren, der har walisiske rødder, slog højst overraskende belgiske Mike De Becker i første runde, og så var årets VM-sensation en realitet.

Men tirsdag sluttede eventyret altså.

Det er ikke sjældent, at VM i dart danner ramme om utrolige fortællinger.

I 2018 blev den tidligere elektriker Rob Cross verdensmester efter en finalesejr over den levende legende Phil Taylor. Ved sidste års VM blev Fallon Sherrock den første kvinde nogensinde til at vinde en kamp i den prestigefyldte turnering.

Finalen ved VM spilles 1. januar. Skotske Peter Wright er forsvarende verdensmester.

/ritzau/